Kan jeg fortryde min bestilling af en videoreparation?

Først vil jeg godt sige tak for et godt initiativ og så over til et lille problem jeg har rodet mig selv ind i.

I juli måned 96 gik mit 4 år gamle videokamera i stykker. Jeg indleverede det til 2tal (radiokæde) og vi aftalte at jeg i løbet af et par dage ville få at vide, hvad der var galt og hvad det kostede at reparere.

Der gik så ca. 14 dage og jeg fik så at vide at der skulle en helt ny videotromle i til en pris af ca. 2500,- Det ville jeg så lige tænke over, men kunne jo få et nyt til 5000,-. (så mange penge havde jeg jo ikke lige her og nu).

Jeg bestemte mig for at få det repareret og meddelte det til 2tal og fik at vide, at der ville gå ca. 1 uge.

2 dage efter ringede jeg 2tal op igen og fortalte at jeg havde fortrudt at få kameraet reparerat. Det kunne ikke lade sig gøre at annulere da det var sendt til Holland? Vi aftalte så at de skulle prøve at annulere ordren og hvis det ikke kunne lade sig gøre så skulle de lige kontakte mig.(jeg havde nemlig lige fået et tilbud på et helt nyt Hi8 til 4500,-).

Der gik så 1 måned og jeg havde intet hørt. Så købte jeg det andet kamera og jeg må indrømme glemte alt om det gamle, indtil jeg sidst i september fik en oprigning om at mit videokamera var færdigt til afhentning?!

Jeg sagde så at jeg havde afbestilt det og ikke havde noget at bruge det til. Det kunne vedkommende ikke forstå, men kunne godt se på deres edb anlæg at jeg havde kontaktet dem.

Den person jeg i første omgang snakkede med,siger at det ikke passer at de skulle kontakte mig, hvis det ikke kunne lade sig gøre at annulere ordren. Det er jo påstand imod påstand.

Nu er mit spørgsmål, er jeg tvunget til at betale reparationen?( jeg har ikke underskrevet nogen papirer el.lign.)

Og hvad skal jeg gøre?

SVAR:

Efter dansk ret har du ingen mulighed for at fortryde en aftale om reparation af dit videokamera, og derfor kan forretningen få dig dømt til at betale de 2.500 kr.

Efter det oplyste har forretningen på ingen måde lovet dig at annullere din ordre, men blot at "forsøge det" - og rent bevismæssigt kan du end ikke dokumentere dette løfte. Derfor gør du sandsynligvis klogt i at betale regningen.

Der gælder i øvrigt heller ingen lovmæssig fortrydelsesret, når du køber varer - fx et fjernsyn eller tøj - i en forretning. Går du 100 meter ned af vejen og ser en lignende vare betydeligt billigere, er det bare ærgerligt - for dig. Derfor bør du - og alle andre - i videst muligt omfang gøre indkøb i de forretninger, som frivilligt har indført fortrydelses- og/eller bytteret.

Med venlig hilsen

Erik Frodelund