Hvem skal erstatte skade på mit gulv forvoldt af utæt opvaskemaskine?

Jeg har en opvaskmaskine som er ½ år gammel, der er altså stadig garanti på maskinen.

Vi har nu konstateret at maskinen er utæt, dette formoder jeg at firmaet reparerer uden udgift for mig.

Men problemet er, at mit gulv har taget skade. Et Pergo-laminat gulv, hvem skal erstatte dette, min forsikring vil ikke, hvilket jeg også kan læse ud fra min police.

Kan jeg gøre opvaskemaskine firmaet ansvarlig for denne skade ?

Svar:

Hvis det er selve maskinen, den er gal med, er udgangspunktet, at producenten - og også den forretning, hvor du købte maskinen - er ansvarlige efter reglerne i Produktansvarsloven, hvilket indebærer, at du selvfølgelig har krav på udbedring af det beskadigede gulv. 

Jeg forudsætter herved, at der er tale om en oprindelig fejl ved selve maskinen - hvis fejlen derimod er opstået i forbindelse med monteringen er det ikke sikkert, at producenten er ansvarlig, men i så fald kan du i stedet rette kravet mod montøren.

Venlig hilsen

Med venlig hilsen

Husen Advokater

Karen Kaufmann