Jeg har betalt en regning for sent.
Ugen efter beløbet blev betalt, modtog jeg en incasso sag fra en advokat, der krævede beløbet plus et salær på 1560 kr. Jeg har skriftligt meddelt ham, at beløbet allerede var betalt, men nu afkræver ham sit salær under trusler om retsag.
Kan han afkræve sit salær, når betøbet er betalt, inden han afsender sin begæring,
og er beløbet ikke noget højt?
SVAR:
Hvis du har betalt regningen, inden sagen blev oversendt til incasso, kan advokaten ikke kræve salær. Det er ikke nok, at du har afsendt beløbet. Dette skal være kommet din kreditor i hænde, f. eks. ind på hans girokonto eller modtaget i check med posten, forinden sagen blev sendt til incasso.
Hvis du først har betalt, efter at sagen var oversendt til incasso, er udgangspunktet, at du skal betale incassosalær. I de fleste tilfælde kræves det imidlertid tillige, at du i forvejen var advaret om, at manglende rettidig betaling ville medføre, at fordringen ville blive overgivet til incasso. Jeg kan ikke af dit brev se, om dette har været tilfældet.
Hvis du har betalt, inden advokatens krævebrev er blevet fremsendt, kan du kræve, at salærer nedsættes til halvt takstmæssigt salær, dog minimum 500 kr., forudsat at du betaler salæret uden indsigelse straks efter modtagelsen af krævebrevet.
Hvis din kreditor er momsregistreret, skal fordringen være på 18.750 kr., før det takstmæssige incassosalær bliver på 1.560 kr. Da du ikke skriver størrelsen af regningen, kan jeg ikke vide, om det afkrævede salær er for højt.
Med venlig hilsen
Jørgen U. Grønborg