Jeg har for nylig hjulpet min svigermor med at sælge sit hus, som hun arvede for to år siden, da min svigerfar døde. I forbindelse med salget kom det frem, at der i huset var tinglyst et ejerpantebrev med fuldmagt til mine svigerforældres pengeinstitut, som efterfølgende benævnes *banken*.
Pantebrevet, som er på 88.000 kr. blev oprettet, tinglyst og overdraget banken
i 1979 af min svigerfar som garanti for et lån, hvis restgæld blev indfriet i 1990.
Det originale pantebrev er bortkommet og problemet er nu:
Hvem skal betale for den mortifikation af pantebrevet, der nødvendigvis må foretages
i forbindelse med hushandelen?
Bankens påstand er, at de har udleveret pantebrevet til min svigerfar, da restgælden
blev indfriet i 1990. Banken kan ikke bevise denne påstand, hvilket de heller ikke
mener er nødvendigt, da der er gået mere end fem år siden lånet blev indfriet. Banken
mener, at de ikke er forpligtet til at opbevare dokumenter - herunder en kvittering
for udlevering af pantebrevet - i mere end fem år efter lånets indfrielse.
Jeg har overfor banken gjort gældende, at da der er tale om et pantebrev i fast
ejendom, kan der ikke være tale om en forældelsesfrist, da pantebrevet er gyldigt
indtil det evt. aflyses. Jeg har endvidere overfor banken kunne fremvise en række
andre gamle dokumenter vedr. huset, herunder gamle aflyste pantebreve, som min svigerfar
omhyggeligt havde opbevaret. Dette forhold mener jeg underbygger min påstand om,
at min svigerfar udmærket vidste hvad et pantebrev var og derfor ikke i tankeløshed
ville have smidt det bort såfremt han, som banken påstår, havde modtaget det. Jeg
mener derfor at banken må betale for mortifikationen.
Min svigermor var ikke involveret da pantebrevet i sin tid blev oprettet, heller
ikke senere. Hun har derfor ingen som helst erindring om sagens sammenhæng. Teoretisk
set kunne pantebrevet naturligvis befinde sig hos en helt tredje part. Men da der
er gået to år siden min svigerfars død, uden at nogen har rejst krav i forbindelse
med pantebrevet og intet i øvrigt taler herfor, kan man se bort fra denne mulighed.
Sagen er nu endt med, at banken har indvilget i at betale for mortifikationen *pr.
kulance*. Jeg har imidlertid en mistanke om, at venligheden dækker over, at banken
ved, at den har uret og af hensyn til lignende sager helst vil løse sagen i mindelighed
og undgå at skabe præcedens. Hvad mener brevkassen?
SVAR:
Pengeinstitutankenævnet har i op til flere tilfælde taget stilling til lignende sager, og der er fast praksis i nævnet for, at det ikke kan pålægges pengeinstituttet at føre bevis for, at ejerpantebrevet er blevet udleveret til klageren, såfremt det er mere end 5 år siden, at sikkerheden til pengeinstituttet er ophørt.
Havde din svigermor klaget til Pengeinstitutankenævnet, ville hun efter min opfattelse således ikke have fået medhold, og bankens oplysning om, at den betaler pr. kulance, må betragtes som rigtig. Om en domstol ville komme til et andet resultat er efter min mening tvivlsomt.
Med venlig hilsen
Camilla Nowak
___________________
Advokaterne
Sankt Knuds Torv P/S
Ryesgade 31
Postboks 5009
8100 Århus C
Tlf.: 8613 0600
Fax: 8613 1500
Mail:
cn@askt.dk