Jeg er en dreng på 16 år, som har købt en knallert gennem "Den Blå Avis" til en pris af 1900 kr. Da jeg skulle tegne en lovpligtig ansvarsforsikring på knallerten viste det sig, at man ikke kan læse hele stelnummeret, og derfor kan knallerten ikke forsikres.
Jeg henvendte mig til en forhandler, som heller ikke kunne se hele stelnummeret. Han foreslog at man med en stålbørste fjernede malingen - så skulle man kunne se nummeret, medmindre det var slebet væk. Det har jeg gjort, og det ser ud til, at noget af nummeret er slebet væk.
Dernæst gik jeg op på Politistationen, men de sagde, at hvis jeg kom med knallerten, ville de blot beholde den til teknisk undersøgelse.
Jeg har både talt med den dreng, jeg købte knallerten af og drengens far, og de siger, at de ikke vil tage knallerten retur - drengen havde ikke haft knallerten forsikret pga. det manglende stelnummer. Drengen mente, at den han havde købt knallerten af havde haft forsikring på den, men ham har han ikke kunnet få fat i.
Nu vil jeg gerne spørge :
Er det ikke ulovligt at sælge en knallert uden stelnummer?
Kan jeg tvinge sælgeren til at tage knallerten retur ?
Kan jeg anmelde ham til politiet for salg af knallert uden stelnummer og hvad sker
der i så fald ?
Kan jeg sælge knallerten videre, når den mangler noget af stelnummeret - jeg synes
det er forkert at gøre dette uden at sige sandheden til køberen.
Hvad sker der hvis jeg afleverer knallerten til politiet?
SVAR:
Efter min juridiske vurdering udgør det manglende stelnummer - og dermed den manglende mulighed for at tegne en forsikring - en så alvorlig mangel ved knallerten, at du kan kræve, handelen går tilbage.
Nægter sælgeren at lade handelen gå tilbage, kan det blive nødvendigt at få udtaget stævning mod ham, men det kan blive en besværlig sag. Du vil sikkert kunne få fri proces.
Når stelnummeret er slebet delvist af, hænger det med stor sandsynlighed
sammen med, at knallerten er stjålet. Henvender du dig til politiet, så bliver knallerten
inddraget, og derefter er du henvist til at søge dit tab dækket via en sag mod sælgeren
af den.
Send eventuelt drengen og hans far et anbefalet brev, som du
- af bevismæssige grunde - beholder en kopi af, og hvor du hæver handelen på grund
af det manglende stelnummer samt den manglende mulighed for at tegne en forsikring.
Skriv at du skal have dine penge tilbage inden otte dage, og at du
samtidig udleverer knallerten.
Tilføj at knallerten vil blive afleveret til politiet til tekniske
undersøgelser, såfremt handelen ikke går tilbage.
Med venlig hilsen
Erik Frodelund