Kan min bror sendes i fogedretten på grundlag af et falsk dokument?

Forleden fik min bror (herefter kaldet K) - sig en overraskelse, da han fik brev fra en advokat, som på sin klients vegne udbad sig betalingen på et opsagt lån, hvor K stod anført som meddebitor. Hoveddebitor var hans tidligere kæreste L.

Dette kunne K ikke forstå, da han ikke havde lånt penge sammen L - og han bad derfor om kopi af lånedokumentet. Det viser sig, at lånet var optaget på et tidspunkt, L og K boede sammen - og at L selv havde skrevet K's navn på dokumentet. Derudover havde L sat mit navn på som vitterlighedsvidne!

Jeg kontaktede herefter det pågældende advokatfirma - og forklarede, at der vedr. Ks og min underskrift var tale om forfalskning. Jeg sendte en håndskrevet fax sammen med kopi af kørekort - således, at advokaten (og klienten) kunne se forskellen på skrifterne. Jeg anmodede samtidigt om, at K blev trukket ud sagen, da det burde være indlysende, at der var tale om dokumentfalsk.

Jeg ringede også til politiet for at anmelde sagen om dokumentfalsk. De fortalte, at de for det første skulle bruge originaldokumentet - og for det andet var det den skuffede part (dvs. finansieringsselskabet) - der skulle anmelde sagen.

Jeg talte herefter med advokaten, som lovede at tale med sin klient - der var en mulighed for at trække min bror ud sagen og undgå yderligere ulejlighed. Hun lovede herefter at ringe tilbage til mig. Det gjorde hun ikke! - men få dage efter modtog min bror et brev, hvori der stod, at han ville blive indkaldt til fogedretten - og at han skulle tage sin søster med.

De mener tilsyneladende, at dette er nødvendigt.

Jeg har følgende spørgsmål:

1) Er der tilstrækkeligt retsfundament til - og er det nødvendigt - at indkalde min bror i fogedretten?

2) Skal sagen ikke afgøres i en selvstændig retssag?

3) Bør financieringsselskabet - som den skuffede part i sagen - ikke straks politianmelde sagen, når der er klar mistanke om dokumentfalsk?

4) Kan min bror gøre nogen erstatningskrav gældende - f.eks. anvendt tid, ulejlighed, evt. miskredit hvis financieringsselskabet fejlagtigt har registreret ham i RKI (jeg ved godt, at erstatningskrav kræver et lidt tab - men alligevel?)

 PS  Jeg synes, at ideen med jeres brevkasse og jeres hjemmesider er alletiders. Det er rart, at der stadig er folk, der vil hjælpe andre - uden vederlag.

SVAR:

ad 1:  Ja, der må der være, indtil det er sikkert, at der foreligger dokumentfalsk.  Jeg gætter på, at advokaten gerne vil have, at forklaringen fra din brors side bliver afgivet under strafansvar.

ad 2: Der kan kun ske begrænset bevisførelse i fogedretten, og hvis afgørelsen af, om der foreligger dokumentfalsk kræver større bevisførelse, vil fogedretten ikke kunne pådømme sagen.

ad 3:  Du har for så vidt ret, men mon ikke man først vil have forklaringen under strafansvar.

ad 4:  Din bror har krav på erstatning for tab og godtgørelse for tort, hvis det viser sig, at kravet ikke består. Dette følger af retsplejelovens § 505, stk. 1.

Med venlig hilsen

Jørgen U. Grønborg