Skal vi betale 500 kr. for at få udarbejdet et uforpligtende tilbud?

Vi har lige fået en regning fra et firma i Kolding på 500 kr. Dette beløb er for dækning af tegning og konsulentarbejde i forbindelse med et "uforpligtende tilbud" på bad og toilet (fornyelse) i vores hjem.

Tegningen, som omfatter 3,2 kvm  badeværelse, hvori indgår bruseafskærmning, toilet og inventar samt håndværker for en samlet pris af ca 63.000 kr. Beløbet for denne herlighed var for dyr for os og vi var ikke tilfredse med hans foreslag (tegning).

Vi valgte derfor en anden konkurrent, der var 11.000 kr. billigere for næsten samme arbejde og kvalitet.

Nu spørger vi så om vi har en sag, da vi jo blot har bedt om et uforpligtende tilbud. Der har på intet tidspunkt været tale om, at dette tilbud skulle kostede penge. Hvad gør vi nu?

SVAR:

Hvis I har bedt om et uforpligtende tilbud, burde firmaet have meddelt jer, at der - i givet fald - ville blive fremsendt en regning for selve tegningsarbejdet. Men et tilbud er naturligvis altid uforpligtende, og derfor kan kun de konkrete omstændigheder afgøre, om I kan forpligtes til at betale for tegningen.

 Prøv eventuelt at sende firmaet et anbefalet brev, hvor I skriver følgende:

"Da vi har anmodet Dem om gratis at give et uforpligtende tilbud på indretning og pris af et badeværelse, kan vi naturligvis ikke efterfølgende blive afkrævet en betaling på 500 kr., jf. reglerne om tilbud og accept i aftaleloven

Med venlig hilsen

Erik Frodelund