Jeg købte for 3 uger siden en pony til min søn. Jeg fik at vide ved købet at hesten var sund og rask, samt meget rolig og velegnet til at kunne rides af børn.
Da ponyen efter ca. 2 uger var begyndt at falde til i de nye omgivelser, var tiden inde til at begynde at ride den. Den viste sig at være alt andet end rolig. Den gik hele tiden sidelæns og ville stikke af. Jeg ringede til sælgeren og fik at vide, at jeg bare skulle lade den få lidt mere tid, for sådan havde den aldrig været før.
I lørdags havde jeg så besøg af en hestekyndig, der fortalte at ponyen havde en stor spatknude på venstre bagben, og at jeg burde levere hesten tilbage, da dette var en betydelig fejl, og fordi at jeg aldrig ville kunne sælge ponyen med sådan en fejl.
Dette forklarer også hvorfor, at den ikke kan løfte bagbenene ordentlig og hvorfor den står og sparker med bagbenene. Ved en bøjeprøve viste det sig, at ponyen var halt.
Jeg ringede herefter til sælger, men de vil ikke tage ponyen tilbage.
Hvad kan jeg gøre! Min søn har brugt alle sine sparepenge på denne pony, og nu står vi med en hest vi hverken kan bruge eller sælge.
Send sælgeren et anbefalet brev, hvor du hæver købet på grund af væsentlige fejl og mangler ved det købte, idet ponyen må betragtes som halt.
Skriv at du ønsker pengene tilbage mod at aflevere den halte hest i henhold til købelovens regler - og at du ønsker en skriftlig bekræftelse på, at handelen går tilbage inden otte dage, da du i modsat fald anser dig for nødsaget til at gå videre med sagen.
Behold en kopi af brevet.
Med venlig hilsen
Erik Frodelund