Kan min datter annullere købet af vaskemaskine, der aldrig har virket?

Min datter købte for 3 dage siden en ny vaskemaskine.

Da hun skulle vaske første gang virkede maskinen ikke, den tog vand ind og mere skete der ikke.

Efter flere forsøg hvor husets relæ slog fra et par gange, henvendte jeg mig til forhandleren med problemet. Hans eneste reaktion var, at det kunne han ikke gøre noget ved, og vi fik et telefonnummer på et firma, som udførte "servicen" for fabrikken.

Kan vi forlange at få en ny vaskemaskine, eller kan vi forlange handelen annulleret?

Det er jo immervæk kun 3 dage siden hun fik en vaskemaskine leveret, som aldrig har virket.

SVAR:

Forhandleren har ret til at forsøge at udbedre fejlene, hvis det kan gøres inden "rimelig tid".

Derfor vil de omtalte mangler ikke være nok til, at din datter kan forlange omlevering, dvs. en ny vaskemaskine af samme fabrikat, eller ophæve handelen.

Med venlig hilsen

Erik Frodelund