Hvordan får jeg min køberet til lejet køleskab og vaskemaskine bekræftet?

Jeg har for nylig lejet et køleskab og en vaskemaskine. Af kontrakten fremgår det, at der er tale om en almindelig lejeaftale.

Mundtligt får man at vide, at man kan betale varerne ud rentefrit inden for det første halve år. Efter 33 måneder kan man købe varerne for 1 krone.

Jeg forsøgte at ringe til hovedkontoret for at få det sort på hvidt, men fik at vide at det kunne jeg ikke, men at aftalen var god nok.

Kan det være rigtigt??

SVAR:

Du kan jo selv ved  et anbefalet brev, hvoraf du beholder en kopi, eller pr. telefax sende et brev, hvor du bekræfter, at det såvel med forretningen og med hovedkontoret er aftalt, at du kan købe effekterne for 1 kr., når der er gået 3 år, og at du inden for de første 6 måneder kan købe varene rentefrit.

Det er selvfølgelig besynderligt, at firmaet ikke tør lave de pågældende aftaler skriftligt. Jeg tror det hænger sammmen med, at lejeaftalerne i virkeligheden er ugyldige kreditkøbsaftaler, og at firmaet ønsker at skjule dette. Prøv at se kreditaftalelovens § 6, stk. 2.

Med venlig hilsen

Jørgen U. Grønborg