Så vidt jeg ved skal der ydes 3 måneders garanti på køb af brugte biler.
Sagen er at jeg netop hos en bilforhandler har købt en Ford Escort årg. 1991 km 103.000.
Efter at have kørt 2.000 km i 3 uger, skal bilen på værksted. Den lækker olie og en pakning i udstødningsrøret skal skiftes. Forhandleren kontaktes og fejlen udbedres. Regningen lyder på ca. 1200 dkr. hvoraf jeg skal betale halvdelen (600 dkr. ).
Det er anført i købskontrakten, at der er en selvrisiko på 50 %.
Mit spørgsmål er: er det lovligt ?
Der gælder ikke almindelig regel om en tre måneders garanti ved køb af brugte biler.
En forhandler kan vælge at give en sådan garanti - og for den sags skyld alle mulige andre frister - lige som sælgeren kan fordele reparationsudgifter med fx 50 procent til hver side i en angiven periode.
Der vil kun foreligge en mangel, du gratis kan forlange udbedret, hvis den brugte bil "er i væsentlig ringere stand, end køberen under hensyn til prisen og omstændighederne i øvrigt have grund til at regne med", se eventuelt købelovens § 77 stk. 1 sidste del.
Med venlig hilsen
Erik Frodelund