Mit American Express kort er blevet misbrugt!

Den 29. september 1997 får jeg fra AMERICAN EXPRESS tilsendt et kontoudtog på i alt 14.879,79 kr. for transaktioner foretaget i USA . Alle transaktionerne er foretaget efter at jeg er ankommet til Danmark.

Samme dag kontakter jeg Tina Nielsen AMERICAN EXPRESS og får mit kort spærret. Efter hendes ønske faxer jeg kontoudtoget til AMERICAN EXPRESS. Jeg destruerer kortet og modtager dagen efter et nyt kort fra AMERICAN EXPRESS.

Den 29. oktober får jeg et nyt kontoudtog, hvoraf det fremgår, at kortet er blevet misbrugt for yderligere 2.055,05 kr. Jeg kontakter derfor straks AMERICAN EXPRESS og beder endnu engang om at få kortet stoppet, da jeg heller ikke denne gang har brugt det. Følgende tekst kan læses på kontoudtoget: " Vi takker for brug af vor service og gør opmærksom på, at kr. 14.879,95 forfaldt til betaling for 1 måned siden. De bedes indbetale den fulde saldo senest 11/11/97".

Efter flere telefoniske henvendelser til AMERICAN EXPRESS modtager jeg den 7. november en skrivelse fra AMERICAN EXPRESS med følgende indhold: " Vi refererer til tidligere henvendelse vedrørende Deres American Express Kort. Efter vore noteringer blev det nævnte American Express Kort spærret den 29. September 1997. Deres konto vil således kun blive krediteret med transaktioner som er kommet ind efter nævnte dato eller senere." "Med venlig hilsen, Vegard Halvorsen. Bedrageriafdelingen."

AMERICAN EXPRESS ønsker med andre ord, at jeg skal hæfte for det misbrug af kortet der er sket, indtil jeg opdager misbruget. Misbruget opdager jeg først den 29. september ved modtagelsen af kontoudtoget fra AMERICAN EXPRESS. Min hæftelse for misbrug af kortet bliver derfor afhængig af, hvor ofte der udsendes kontoudtog ! Dette må siges at være en noget omvendt fortolkning af §21 i lov om betalingskort.

Den 8. november 1997 modtager jeg et brev fra AMERICAN EXPRESS med følgende indhold: "7. november 1997. Vi gør Dem venligst opmærksom på, at Deres American Express Kort pr. dags dato udviser et udestående på 16.935,00 hvoraf en del af beløbet forfaldt til betaling for mere end en måned siden. Deres American Express kort risikerer nu at få købeforbud, og vi beder Dem derfor snarest muligt indbetale det udestående beløb og eventuelt kontakte kreditafdelingen på telefon 33 11 80 44, med henblik på at få udredt eventuelle uklarheder."

De følgende to uger fører jeg flere telefonsamtaler med David Björk i AMERICAN EXPRESS´s kreditafdeling, uden at jeg kan få en bekræftelse på, at jeg ikke hæfter for misbruget.

Den 27. november modtager jeg et nyt kontoudtog med tilskrevne gebyrer på 558 kr. Følgende tekst kan læses på kontoudtoget: " Betalingsfristen er overskredet med 2 måneder. Vi beder Dem derfor omgående indbetale den totale saldo på kr. 17.493,00. Vi gør opmærksom på, at kontoen er tilskrevet renter. Der er købeforbud og kontoen vil blive spærret, > såfremt vi ikke modtager betaling."

Den 2. januar 1998 modtager jeg et nyt kontoudtog fra AMERICAN EXPRESS. Kontoen er blevet krediteret med 14.880 kr., hvilket var det første misbrug af kortet uden gebyrer. Saldoen på kontoen er nu 2.690 kr. Den er fremkommet ved, at man har lagt det andet misbrug på kr. 2.055 sammen med gebyrer og renter, der påløbet undervejs. Følgende tekst kan læses på kontoudtoget: " Betalingsfristen er overskredet med 2 måneder. Vi beder Dem derfor omgående indbetale den totale saldo på kr. 2.690,00. Vi gør opmærksom på, at kontoen er tilskrevet renter. Der er købeforbud og kontoen vil blive spærret, såfremt vi ikke modtager betaling."

Den 6. januar modtager jeg følgende brev fra AMERICAN EXPRESS: "Vi forventer, at Deres indbetaling af det totale beløb på kr. 2.690 er os i hænde inden 8 dage fra dags dato, da Deres Kort ellers bliver annulleret og vort udestående overgivet til retslig inkasso for Deres regning."

Hæfter jeg for det anførte beløb?

SVAR:

Det må ligge fast, at du ikke hæfter for misbrugene af dit kort.

Det forekommer mig, at du har fået en elendig behandling af American Ekspress.

Jeg foreslår, at du skriver til American Express's direktør og beder ham eller hende skriftligt bekræfte, at du hverken hæfter for misbruget eller for rente og gebyrer vedrørende dette. Du kan samtidigt bede om en skriftlig undskyldning for indholdet af de forskellige skrivelser.

Med venlig hilsen

Jørgen U. Grønborg