Kan jeg få fradrag for min kærestes underskud, hvis vi gifter os?

For ca. 1 år siden kautionerede jeg for min kæreste i forbindelse med hendes opstart af en franchisevirksomhed. Det har nu vist sig, at systemet er økonomisk uinteressant, hvilket betyder at min kæreste estimeret vil stå med en gæld til banken på omkring 350.000,-.

Jeg kautionerede for de 50.000,- og mit spørgsmål er derfor om jeg kan trække dette fra i min skat for 2004 ?

Da vi endnu ikke er gift og bor i lejlighed, kan banken ikke hente mere ud af min kæreste end det hun kommer til at tjene, når hun får sig et job. Kan jeg udnytte hendes underskud af egen virksomhed i min indkomst, hvis vi gifter os i år. Underskuddet stammer fra både 2002 og 2003.

For ikke at banken skal dræne mig for alt, hvad jeg ejer og har, hvad er så den bedste sikring i forbindelse med et giftemål med en gældstynget sød pige på 28 år ?

Kan man skrue et særeje sammen så banken ikke kan røre mig økonomisk ? Hvis ja, har i en sådan formular?

Svar:

Du kan ikke trække kautionstabet fra i skat. Dette er desværre et rent formuetab.

Hvis I gifter jer, får du automatisk overført din hustrus negative indkomst til fradrag i din indtægt, selv om underskuddet er opstået før ægteskabet, og selv om du ikke hæfter for hendes gæld. Det kræves blot, at I er samlevende ægtefæller ved indkomstårets udgang.

Banken kan ikke gøre udlæg i dine ejendele, selv om I vælger formuefællesskab.

Hvis din hustru dør, skal du aflevere halvdelen af din positive nettobodel til hendes dødsbo, og dermed til hendes kreditorer. Dette kan undgås, hvis I vælger en ren kombinationssæreje ordning (formular nr. 252), som til gengæld har den ulempe, at din hustru ikke har krav på halvdelen af din nettoformue, hvis I skal separeres eller skilles.

Med venlig hilsen

Jørgen U. Grønborg

Århus