Hvor meget skal jeg betale i hustrubidrag?

Jeg har et spørgsmål, der omhandler ægtefællebidrag.

Jeg har nu været separeret siden maj 96, efter 6 års ægteskab, og ønsker at blive skilt. Min tidligere ægtefælle har sagt, at hvis jeg gør det, vil hun søge om ægtefællebidrag, selv om vi ved separationen blev enige om ikke at betale til hinanden, selv ved en senere skilsmisse.

Jeg har fået fortalt, at det kan hun få ændret, når det passer hende. Kan det være rigtigt, og hvor meget har hun krav på?

Hun er pt. arbejdsløs og har ca. 11.400 kr. brutto om måneden, hvor jeg har 22.000 kr. brutto.

Bliver hendes boligsikring, børnefamilieydelse, fripladser etc. regnet med til hendes indtægt?

Vi har 3 børn sammen med fælles forældremyndighed, men de bor hos hende.

Svar:

Din fraseparerede hustru kan ikke uden videre løbe fra aftalen om, at der ikke skal betales hustrubidrag. Det er jo udtrykkligt aftalt, at bidragsaftalen også skal gælde for tiden efter en eventuel skilsmisse.

Hun kan eventuelt ved dom få aftalen ændret efter ægteskabslovens § 58, som lyder således:

Har ægtefæller med henblik på separation eller skilsmisse truffet aftale om fordelingen af formuen, bidragspligten eller andre vilkår, kan aftalen ved dom ændres eller erklæres for uforbindende, såfremt den skønnes urimelig for den ene ægtefælle på tidspunktet for dens indgåelse.

Hun kan også påberåbe sig ægteskabslovens § 52, som lyder således:

En af ægtefællerne truffet aftale om bidragspligten eller om bidragets størrelse kan ændres ved dom, såfremt det på grund af væsentligt forandrede forhold vil være urimeligt at opretholde aftalen.

Jeg kan oplyse, at det i praksis er uhyre svært at få tilsidesat en aftale om afkald på bidrag, men der findes naturligvis eksempler på, at dette har kunnet lade sig gøre.

Hvis du skal betale bidrag , f. eks. i 3 år fra skilsmissen, bliver bidraget udmålt som ca. 1/5 af forskellen mellem jeres bruttoindkomster, dvs. ca 10.600 kr, hvorfra skal trækkes børnebidragene på 3 gange 725 kr eller 2.175 kr. Bidrag bliver derfor på ca. 1.700 kr. pr. måned.

Hendes boligsikring, børnefamilieydelse og fripladser bliver ikke medregnet i hendes bruttoindtægt

Med venlig hilsen

Jørgen U. Grønborg.