Kan min hustru få kontanthælp, hvis hun giver afkald på hustrubidrag?

Jeg står desværre for at skulle separeres.

Situationen er følgende:

Min kone er ikke dansker, men vi har været gift og boet i Danmark siden september 1993.

Hun har ikke fast arbejde pt, men ofte vikariater i en daginstitution og tjener derfor ikke så meget. Jeg er programmør, og har ca. 23.000 kr om måneden.

Min kone siger, at hun helst er fri for at få noget økonomisk hjælp fra mig, da hun regner med at kunne få bistandshjælp (- sin løn), indtil hun får fast indtægt. Kan dette lade sig gøre ?, eller kan hun ikke frasige sig hjælp fra mig ?.

Vil regningen for evt. bistandshjælp blive sendt videre til mig ?.

Svar:

Da jeres samliv og ægteskab kun har varet i ca. 5 år, vil du i en eventuel retssag højest blive pålagt bidrag i en overgangsperiode på 1 år.

Hvis din kone giver afkald på hustrubidrag, vil dette mig bekendt ikke få indflydelse på hendes kontanthjælp.  

Det ligger fast, at bistandhjælpen ikke kan gøres tilbagebetalingspligtig efter lov om aktiv socialpolitik § 93 på grund af afkaldet på hustrubidrag. Dette er ikke uforsvarlig økonomi i lovens forstand, jfr. daværende socialminister Aase Olesens svar af 14.12.1988 på et spørgsmål fra Jane Oksen:

"Er det korrekt, at en kvinde, der siger nej til hustrubidrag, er forhindret i at modtage offentlig støtte?"

Begrundelse:

Det fremgik af en udsendelse i Danmarks Radio mandag formiddag den 5. december 1988, at man ikke kunne få bistandshjælp, hvis man nægtede at modtage hustrubidrag. Oplysningen blev givet af en kvinde, der ringede ind.

Socialministeren (Aase Olesen):

Jeg går ud fra, at der med spørgsmålet sigtes til muligheden for at få løbende kontanthjælp efter bistandslovens § 37. Hverken denne bestemmelse eller andre regler i bistandsloven indeholder hjemmel til at afslå hjælp til en kvinde, der har givet afkald på hustrubidrag efter de privatretlige regler.

Ifølge lovens § 26, stk. 1, nr. 1, kan det sociale udvalg træffe beslutning om tilbagebetaling, bl.a. når der må ydes en person hjælp på grund af den pågældendes uforsvarlige økonomi. Denne regel kunne teoretisk tænkes anvendt over for en kvinde, som giver afkald på hustrubidrag på et tidspunkt, da hun ikke ved egen indtjening kan skaffe det nødvendige til sit underhold. Men der er ikke offentliggjort afgørelser fra Den Sociale Ankestyrelse, hvori der tages stilling til, om afkald på bidrag kan anses for »uforsvarlig økonomi«.

Det er fastslået af Højesteret i U 1984.89 HD, at det sociale udvalg ikke med hjemmel i bistandslovens § 8, stk. 2 kan kræve bidrag fastsat, hvis din kone har givet afkald på retten til bidrag på et tidspunkt, hvor der slet ikke er taget stilling til bidragpligten. Reglen i bistandslovens § 8, stk. 2 er videreført uændret i lov om aktiv socialpolitik § 97, og retsstillinger er derfor fortsat den, som Højesteret fastslog i den nævnte dom.

Det sociale udvalg kan under ingen omstændigheder kræve dig for noget beløb. Den offentligretlige forsørgelsespligt ophører ved separationen, jfr. lov om aktiv socialpolitik § 2, stk. 2.

Med venlig hilsen

Jørgen U. Grønborg.