Vi er et ægtepar, der godt vil sikre hinanden med ligedeling af pension i tilfælde af skilsmisse.
Vi synes ikke de enkelte formularer dækker ind.
Jeg kan ikke rigtig finde ud af, hvordan vi sikrer ligedeling af de livsvarige udbetalinger (forstås som rentepensioner)
Mogens (1965) har diverse kapital- og ratepensioner, samt firmapensionsordning Danica livsvarig ydelser med pt. årlig indbetaling 60.000 kr.
Hanne (1966) er off. ansat med PKA livsvarig ydelser, årlig indbetaling 33.000 kr.
Jeg forstår det således, at formular 250O ikke kan indeholde en deling af de overskydende rentepensioner.
Hvilken formular skal vi så bruge?
SVAR:
Folketinget besluttede ved lov i 2006 af forbyde den danske befolkning af indgå aftaler om ligedeling af rentepensioner, dvs. pensioner med løbende livsbetingelse ydelser.
Der kan efter min mening ikke gives nogen som helst fornuftig forklaring på dette forbud.
Jeg tvivler stærkt på, at vore politikere overhovedet er klare over, at de har indført ovennævnte forbud, men det har de!
Danske Advokater og Danske Familieadvokater anmodede i 2011 Justitsministeriet om at udarbejde et tillægskommissorium til retsvirkningslovudvalget med henblik på, at udvalget nærmere kunne vurdere, om der skal indføres adgang til, at ægtefæller ved ægtepagt kan aftale, at privattegnede livrenter skal indgå i bodelingen ved separation eller skilsmisse. Advokatsamfundet tilsluttede sig forslaget.
Justitsministeriet meddelte nogle måneder senere, at det på nuværende tidspunkt hverken var hensigtsmæssigt eller nødvendigt, at man genåbnede overvejelserne vedrørende retsvirkningslovens regler om deling af pensioner.
Efter min mening ville det både være hensigtsmæssigt og nødvendigt at reglerne ændres, da en stadigt større del af pensionsopsparingen sker i form af rentepensioner, og da der er mange ægtepar, der - ligesom jer - ønsker ligedeling af pensionsopsparingen.
I bliver nødt til at opgøre værdien efter skat af jeres respektive pensioner og så etablere et særeje for hustruen, der svarer til forskellen mellem værdien af jeres respektive pensionsordninger
I kan opgøre værdien på disse beregningsprogrammer:
· Værdien af en kapitalpension ved separation eller skilsmisse |
· Værdien af en rentepension ved separation eller skilsmisse |
Med venlig hilsen
Jørgen U. Grønborg
Ryesgade 31,
8100 Århus C
Tlf. 86130600