Hæfter min kone for min skattegæld opstået, da vi var gift 1. gang?

Facts
1995 indgået ægteskab med fælleseje
2004 separeret /skilt, konen beholder huset.
2006 gift igen med samme partner, igen fælleseje, bopæl i huset som ejes alene af konen
2008 Skat godkender ikke mandens store fradrag foretaget i 2002 og 2003

Spørgsmål
Hæfter konen i sit andet ægteskab med samme mand for mandens gæld til Skat som har dens oprindelse mens de var gift første gang?

Kan skattevæsen gøre udlæg i kones formue , som hun ejede inden ægteskab nr. 2 blev indgået. Konens formue i 2006 og nu stammer udelukkende fra bodelingen ved skilsmisse i 2004.

SVAR:

Din hustru hæfter ikke for den skattegæld, som er opstået under jeres første ægteskab.  Skattevæsenet kan derfor ikke gøre udlæg i hendes ejendele. Dette er fastslået i denne dom

UfR 1996.1212 VLK (TfS 1996.592 VLK): Århus Kommune havde d. 04.01.1996 foretaget udlæg hos H for M's restskatter for 1991 og 1993. Parterne var blevet separeret d. 22.07.1994, skilt d. 08.03. 1995, og havde giftet sig igen d. 05.10.1995. Antaget, at den subsidiære hæftelse var bortfaldet ved separationen. Det forhold, at parterne havde indgået ægteskab på ny, fandtes ikke i sig selv at kunne begrunde en fravigelse fra princippet om, at den subsidiære hæftelse alene kan gøres gældende for restskatter vedrørende det indkomstår, ægteskabet er indgået og senere. Udlægget blev derfor ophævet.

Med venlig hilsen

Jørgen U. Grønborg

Advokaterne Sankt Knuds Torv, Århus C.