Kan jeg kræve hustrubidrag efter 12 års ægteskab?

Jeg henvender mig til jer da jeg, utrolig nok, kan ikke finde en advokat, der vil rådgive mig. Mit spørgsmål er enkelt - kan jeg få ægtefællebidrag?

Jeg har været gift i 12 år og skal nu separeres fra min mand. Vi har en søn på 2 år og jeg får forældremyndighed over for ham. Jeg beholder lejelejligheden samt alt indhold dvs. møbler, tv osv. 

Min mand har være uden arbejde ca. 1 år og får ikke noget kontanthjælp, dagpenge eller andre ydelser. Hans bankkonto er tom (ifølge ham) og udover det har han et lån på 50.000,-. 

Jeg er også uden arbejde, da jeg blev fyret efter barsel for nogle måneder siden. Jeg får dagpenge og har sparet lidt op. Jeg vil tro på at jeg har mere stående på kontoen end min mand. Men jeg har jo også barnet, der koster en del penge og sandsynligvis får min mand et job før mig. Derfor ønsker jeg at have ægtefællebidraget. 

Kan jeg kræver bidraget senere når han har fået et job? 

For sikkerheds skyld vil jeg tilføje at vi begge to har haft et lederjob og vores økonomi har været god under ægteskabet.

Svar:

Der er sket en vis "modernisering" på ægtefællebidragsområdet inden for de senere år. Før i tiden var det meget normalt, at hustruen fik tilkendt bidrag, fordi hustruen dengang nok sjældnere var i stand til at forsørge sig selv. Nu om dage er der længere imellem, at hustruer bliver tilkendt ægtefællebidrag, idet vi jo næsten alle er på arbejdsmarkedet, og ved egen lønindtægt tjener nok til at forsørge os selv.

Grænsen for om man vurderes til at kunne forsørge sig selv ligger på ca. kr. 210.000 - 250.000 pr. år, før skat.

Spørgsmålet er, om din erhvervsevne er dårligere som følge af ægteskabet og barnet m.m.. Hvis du under ægteskabet har haft et lederjob med en fornuftig indkomst, har du nok ikke store muligheder for et ægtefællebidrag - i hvert fald ikke i en længere årrække.

At du er blevet fyret efter endt barsel, og vel må indse, at dine muligheder for job med et så lille barn kan være begrænsede, kunne tale for et overgangsbidrag i 1-3 år.

Men det forudsætter, at din mand har en evne til at betale bidrag. Da han p.t. er uden indtægt, har han ikke evnen. Hvis du får tilkendt hustrubidrag i f. eks. 3 år, vil du først kunne få bidraget udmålt af statsamtet, når og hvis han får en indtægt, der overstiger de 17.000 kr. efter fradrag af børnebidrag , eller ca 18.000 kr. om måneden.

Hvis det først er aftalt eller fastslået ved dom, at du ikke skal have hustrubidrag, kan du ikke søge om bidrag, hvis han på et senere tidspunkt får arbejde.

Jeg tror ikke, at du har store chancer, men hvis du vil være så sikker som muligt, så vil jeg råde dig til at bruge tid og penge på at få en familieretsadvokat til at gennemgå ALLE forholdene i din og din mands situation, inden du beslutter dig.

Med venlig hilsen

Ida Lange, advokat

Advodan, Holbæk