Skal huset været mit særeje på grund af min mands gæld?

Min kæreste og jeg vil gerne til at købe hus. Desværre har han en større skattegæld (samt gæld til andre kreditorer), der gjorde, at vi først overvejede at jeg alene skulle skrive under på købet.

Men så for nemmere at blive godkendt i en kreditforening, bliver det nok nødvendigt, at vi begge skriver under på selve købet af huset, MEN .. kan vi så, hvis vi gifter os, få huset skrevet som mit særeje, ved en evt. særejeaftale, for at undgå at der bliver gjort udlæg i huset ?

Svar:

Jeg vil på det kraftigste tilråde, at huset alene købes i dit navn. Det vil da være helt tosset, at din kærestes kreditorer og skattevæsenet straks efter købet kan gøre udlæg i hans halvdel af huset, når dette kan forhindres, blot ved at I tænker jer en lille smule om.

Din kærestes kreditorer, herunder skattevæsenet, kan ikke gøre udlæg i huset, hvis dette er købt i dit navn. Dette gælder også, når og hvis I gifter jer. Det er en misforståelse, at huset skulle blive bedre beskyttet mod den andens kreditorer ved at dette gøres til særeje. Også hvis I vælger at have fælleseje, er alt, hvad der hører til din bodel beskyttet mod retsforfølgning fra din mands kreditorer. Der gælder en særlig undtagelse vedrørende ægtefællehæftelse for den andens skattegæld, men den har kun betydning for skattegæld, som opstår under ægteskabet, herunder i vielsesåret. Da din kærestes skattegæld er opstået før ægteskabet, kan skattevæsenet ikke gøre udlæg i dit hus.

I forhold til kreditforeningen kan din kæreste blot kautionere. Du skal ikke under nogen omstændigheder acceptere, at kreditforeningen stiller krav om, at I begge skal være ejere af huset. 

Med venlig hilsen

Jørgen U. Grønborg

Århus


Hit Counter

23-08-12