Kan vi dele aktiebeholdningen uden at dette udløser skat?
 

Vi er et ægtepar, der blev gift i 1992, og vi er i december 2000 blevet separeret.

Vi er i gang med at dele vores bo og skal i denne forbindelse dele en aktiebeholdning der pr. 25/1-01 havde en kursværdi på 162.000,-.

Der er forskellige aktier og forskellige antal af hver aktie.

To af aktierne - (med en samlet kursværdi pr 25/1-01 på 55.000,- ) - er købt for mere end tre år siden og resten er købt indenfor de sidste tre år.

Aktierne ligger i depot i mit navn i vores fælles pengeinstitut.

Vi ville dele aktierne ved at tage det halve antal af hver aktie og flytte dem til et depot i min kones navn, men vores bankrådgiver siger, at dette ikke kan lade sig gøre uden at den halvdel aktier der flyttes bliver beskattet!

Kan dette virkelig være rigtigt?

Svar:

NEJ, det kan ikke være rigtigt.

Udlodningen af halvdelen af aktierne til den anden ægtefælle udløser ikke skat. 

Din kone indtræder (succederer) til gengæld i din skattemæssige stilling med hensyn til anskaffelsestidspunkt og anskaffelsespris. Hun skal således selv beskattes af en evt. fortjeneste på aktierne, når hun sælger disse.

Med venlig hilsen

Jørgen U. Grønborg