Bliver jeg medejer, hvis jeg underskriver som meddebitor på kreditforeningslån?

Min samlever er jeg er i gang med at sikre hinanden. Ejendommen vi bor i står i min samlevers navn. 

Kan vi i forbindelse med optagelse af nyt kreditforeningslån få begge navne på, og dermed ville jeg være medejer?

Det ville også være en fordel skattemæssigt, da jeg har den højeste indtægt.

Svar:

Du bliver ikke medejer ved at komme med som meddebitor på lånene i ejendommen. 

Du får et medansvar for alle forpligtelserne, men du får ikke nogen rettigheder, og en underskrift som meddebitor på det nye lån vil således være en af dit livs suverænt største dumheder. 

Hvis du vil være medejer, skal der ske en overdragelse af 50% af ejendommen til dig - og det skal ske ved et tinglyst skøde

Med venlig hilsen

Jørgen U. Grønborg

Århus