Først tak for en god service. Jeg er tit inde at se på jeres sider og har før fundet nyttige oplysninger på dem. Men denne gang gik det ikke, så:
Jeg står i den situation, at jeg for 1 md. siden har mødt en thailandsk pige, som er på besøg hos noget familie her i Danmark. Hendes visum udløber i midten af december, og hun vil så søge om at få forlænget med 3 mdr. så hun i alt har været i Danmark i 6 mdr.
Idet vi er meget glade for hinanden, ville det jo være skønt om hendes ophold i Danmark kunne blive længere end de 3 mdr. ekstra, men som jeg har forstået det, er der kun een mulighed for at det kan ske: at vi gifter os.
Ingen af os er specielt vilde med den idé for vi har trods alt kun kendt hinanden i kort tid og det er derfor endnu for tidligt at sige, hvorvidt vi ønsker at tilbringe resten af livet sammen (vi har begge en "gammeldags" indstilling til giftermålet). Og lad mig lige sige: dette er IKKE een af de velkendte "tag-til-danmark-og-bliv-gift" arrangementer - der er tale om reel kærlighed!!
Spørgsmålet er nu: findes der andre måder hvorpå min thailandske kæreste kan få opholds- og arbejdstilladelse i Danmark på ubestemt tid, eller bare så længe vi er partnere?
Jeg håber I kan hjælpe os.
Som udgangspunkt gives der alene besøgsvisum for en periode af indtil 3 måneder, da det er forudsat, at besøg forventes "afviklet" indenfor denne frist. Der er imidlertid, som du også selv er inde på, mulighed for at opnå forlængelse på yderligere 3 måneder. Den samlede visum-periode kan dog ikke udgøre mere end i alt 6 måneder indenfor en periode på 12 måneder.
Efter udløbet af det forlængede besøgsophold vil der først kunne opnåes visum på samme grundlag efter udløbet af den nævnte periode på 12 måneder.
Da jeres samliv ikke har en varighed af mindst 1 år, og da I ikke p.t. ønsker at indgå ægteskab, vil I ikke have krav på, at der gives opholdstilladelse.
Jeres problem bliver desværre aktuelt, når det forlængede besøgsvisum udløber, da muligheden for fortsat ophold alene vil kunne opnåes efter udlændingelovens (udl.) § 9, stk. 2, der er baseret på, at der efter ansøgning og efter en konkret vurdering kan gives tilladelse til tidsbegrænset ophold.
Kriterierne for at opnå opholdstilladelse i medfør af udl. § 9, stk. 2 er restriktive og særdeles restriktive for ikke-EU-statsborgere.
Praksis på området er for jer, desværre, at personer der hverken er nordiske statsborgere eller EU-statsborgere ikke kan forvente at få opholdstilladelse, selv om det kan dokumenteres at vedkommende kan få arbejde i landet.
Inden for det, der normalt betegnes som "det almindelige arbejdsmarked", bliver tilladelse kun givet til udlændinge med uddannelse eller færdigheder, som ikke kan skaffes her i landet, såfremt de pågældende skal udføre arbejde af ganske særegen karakter, og kun hvor helt afgørende produktionshensyn taler derfor.
Det er iøvrigt en forudsætningm at Arbejdsmarkedsrådet, der skal spørges, anbefaler tilladelsen og godkender arbejdskontrakten mellem udlændingen og arbejdsgiveren.
Som det vil fremgå er der beklageligvis begrænsede muligheder for ophold efter udløbet af det forlængede besøgsophold medmindre I forinden beslutter jeg for ægteskab eller din kæreste har sådanne særlige færdigheder, at hun af disse grunde vil kunne opnå tilladelse.
Med venlig hilsen