Kan min eks-kæreste gøre krav på katten?

Jeg har et spørgsmål, som kan synes som en bagatel i forhold til andre alvorligere ting livet byder på.

Min eks.kæreste og jeg anskaffede os en kat sammen, da vi flyttede sammen.

Efter 2 års samliv er vi nu flyttet fra hinanden, jeg har katten, da jeg bor i hus på landet.

Hun vil nu ramme mig ved at hente katten, når hun er færdig med sin uddannelse om 2 1/2 år, for som hun siger, det er også min kat, til trods for den har boet hos mig nu i et 1/2 år.

Jeg er meget glad for katten, og det er ganske givet at pigen vil hævne sig ved at true med at tage katten. Af og til møder hun op på min bolig og søger at finde katten, siger hun. Det er ganske ubehageligt, i sommers kravlede hun ind af mit vindue.

1. Kan jeg forbyde hende at komme på min adresse?

2.Kan jeg med loven i hånden beholde katten?

3. Er det tyveri, hvis hun møder op og tager katten med hjem uden mit vidende?

Hvad kan jeg gøre for at stoppe det jeg vil kalde psykisk terror?

Svar:

Ejendomsretten til katten afhænger af, hvem af jer der betalte - eller fik - dyret.

Hvis det var dig, så er katten din, og din tidligere samlever har ikke ret til at hente den.

Hvis I har købt og betalt den i fællesskab, tilhører den jer i lige sameje, og I har i så fald fortsat fælles ejendomsret til katten. Det vil blive uhyre vanskeligt at få domstolene til at bistå med løsningen af, hvem der kan beholde katten, da der ikke findes regler herom.

Din tidligere kæreste har intet at gøre i din bolig, og hvis hun fortsætter med at kravle ind gennem vinduer m.v., kan du eventuelt gøre følgende:

1) Send hende et anbefalet brev, som du - af bevismæssige årsager - beholder en kopi af, og hvor du under henvisning til de tidligere episoder tilføjer:

"Jeg skal herved understrege, at jeg på ingen måde kan acceptere, at du bryder ind i min bolig. Sker det igen, anmoder jeg politiet om at give dig en advarsel".

2) Tilføj evt. i brevet, at katten tilhører dig, idet du betalte/fik den, og at den samlever, der køber/får en ting, beholder den fulde ejendomsret til tingen - i dette tilfælde en kat.

Med venlig hilsen

Erik Frodelund