Kan jeg kræve refusion af halv havestue?

Jeg flyttede for godt 5 år siden ind hos mit barns fader, der ejer et parcelhus.

Vi var enige i at formålet var at få et parforhold til at fungere til fordel for begge parter og ikke mindst vort fælles barn.

Vi enedes om, at jeg skulle betale en husleje på kr. 1.700 pr. måned og derudover skulle vi dele udgifterne til mad og rengøringsartikler.

Omkostningerne til barnets tøj og fritidshjem m.m. skulle afholdes alene af mig, og jeg skulle ikke modtage børnebidrag fra ham.

Alle omkostninger til drift af min bil skulle afholdes af mig, men bilen var naturligvis til disposition for min samlever.

Da jeg i en årrække har været ude af arbejdsmarkedet var alle husets daglige opgaver med rengøring, vask, madlavning samt havearbejde - ekskl. plæneklipning - overladt til mig.

Kort tid efter indflytningen blev vi enige om at få tilbygget en havestue, der ville give både bedre lys og ekstra plads i en ikke for stor stue.

Tilbygningen blev opført til en pris af godt kr. 64.000 inkl. ekstra vinduer i husets vestside, og blev betalt med halvdelen af hver.

Imidlertid viste det sig umuligt at få forholdet til at fungere, og jeg tog så den tunge beslutning at fraflytte huset for to måneder siden. Med mig tog jeg det indbo jeg havde medbragt samt det jeg havde købt i perioden.

Jeg har flere gange opfordret min tidligere samlever til at godtgøre mig den andel jeg har betalt af udestuen.

Han har nu skriftligt meddelt mig, at han ikke agter at betale een øre med henvisning til "risikoen" ved at leve i et papirløst parforhold.

Mit spørgsmål er nu, om jeg har en retslig mulighed for at få min andel betalt ?

Svar:

Du har efter min vurdering særdeles gode muligheder for at gennemføre et såkaldt berigelseskrav mod sin eks-samlever. Kravet bliver maksimalt på de 32.000 kr, som du har betalt, og sandsynligvis mindre, idet din eks-samlever skal godtgøre dig et beløb svarende til halvdelen af den værdiforøgelse, som huset er tilført ved tilbygningen.

Der findes pudsigt nok en trykt dom afsagt af Vestre Landsret, U 1993.620 VLD, hvor samleveren fik tilkendt et berigelseskrav som følge af, at hun havde betalt halvdelen af en udestue til en andelsbolig, som tilhørte manden.

Du bør rette henvendelse til en advokat, som kan bistå dig med sagen, herunder undersøge dine muligheder for at få fri proces.

Med venlig hilsen

Jørgen U. Grønborg

Århus