Kan samlever få efterløn ved dødsfald?

Jeg har følgende spørgsmål, som De måske kan besvare.

Fælles folkeregisteradresse i 8 år. Kvindelig part dør som funktionær med stor anciennitet.

Kan manden - samleveren - kræve efterløn i henhold til funktionærlovens § 8 med henvisning til en analogi fra Lov om Registreret Partnerskab? - ingen mindreårige børn.

SVAR:

Ifølge funktionærlovens § 8 tilkommer der funktionærens ægtefælle eller børn under 18 år, over for hvem funktionæren har forsørgelsespligt, 1, 2 eller 3 måneders løn, når funktionæren ved dødsfaldet har haft ansættelse i virksomheden i henholdsvis 1, 2 eller 3 år, og funktionæren dør i ansættelsestiden.

Reglen gælder også for funktionærens registrerede partner.

Derimod gælder reglen ikke for funktionærens samlever, jf. Lars Svenning Andersen: Funktionærret p. 690. Der har tilsyneladende ikke været ført sager herom, men domstolene har på andre områder været yderst tilbageholdende med at anvende ægtefælleregler analogt på papirløse samlivsforhold, og jeg mener derfor ikke, at der er udsigt til, at samleveren vil kunne få tilkendt efterløn, selv om samlivet har varet nok så mange år.

 Med venlig hilsen

Jørgen U. Grønborg