Vi blev gift i 1974.
I 1977 blev vi skilt af praktiske årsager, fordi jeg gik konkurs. Vi har været samboende
lige siden, men nu står vi overfor at skulle flytte fra hinanden, fordi vi ikke
kan enes mere.
Vi lavede og tinglyste et krydstestamente i 1984.
Hvordan står vi økonomisk, når vi skal dele bo? Der er i princippet kun to ting,
vi ikke kan blive enige om:
1) Huset - det er mest praktisk, jeg bliver boende, men måske kan jeg ikke få lov
for kreditforeningen - de mister jo noget sikkerhed. Jeg formoder, vi skal have
det vurderet, og så betaler jeg halvdelen af friværdien.
2) Kapitalpensioner. Jeg har en almindelig ordning gennem min ansættelse, hvor jeg
betaler 5%, og firmaet betaler 10% af lønnen. Pengene står i banken og udgør idag
ca. kr. 650.000,-. Min kone har en ordning magen til offentlige ansatte gennem sit
firma. Spørgsmålet er nu, om kapitalpensionerne overhovedet røres, når vi kun er
samboende. Hvis de gør, risikerer jeg så, at jeg skal slippe halvdelen af nutidsværdien
af min, mens min kone helt slipper?
SVAR:
Der er ikke opstået fælleseje blot fordi I har boet sammen som papirløse i snart
20 år. Dette gælder, også selv om I tidligere har været gift. Jeg går i det følgende
ud fra, at fællesboet blev delt ved skilsmissen i 1977.
Som følge af ovenstående skal kapitalpensionerne ikke deles ved opløsning af et
papirløst samlivsforhold.
Hvis huset tilhører jer i lige sameje, skal frivædien ganske rigtigt deles. Jeg
kan ikke af dit brev læse, om I har begge navne på skødet. Hvis huset f. eks. kun
står i din kones navn, kan du få alvor få problemer med at bevise, at du ejer nogen
andel af huset.
Med venlig hilsen
Jørgen U. Grønborg