Har faderen til min datter på 14 måneder ret til samvær med overnatning?
Jeg har med stor interesse læst svaret om samvær med datter på 18 måneder. Af svaret
fremgår det, at der fra statsforvaltningens side normalt vil blive fastsat samvær
uden overnatning en gang hver 14. dag, evt. hver uge.
Jeg har en datter på 14 måneder, som jeg har forældremyndigheden over alene. Hendes
far har samvær med hende hver lørdag fra kl. 9.00-17.00. Faderen lægger gang på
gang pres på mig i statsforvaltningen for at få samvær med overnatning. Jeg ser
det som et stort problem, idet statsforvaltningen virker indstillet på at tillade
samvær med overnatning så snart som muligt. Jeg vil derfor spørge:
Hvad er begrundelsen for, at faderen normalt ikke har samvær med overnatning, før
barnet er omkring 2½ år?
Min begrundelse er, at hun er for lille til at forstå, at hendes mor ikke er der
om natten. Således vil jeg føle, at jeg svigter hende. Jeg mener, at hun bør have
udviklet et sprog, så vi kan forklare hende, hvorfor hun skal sove hos sin far.
Ellers skaber det efter min opfattelse kun utryghed og forvirring hos hende.
De bedste hilsener
Den enlige mor
SVAR:
Det beror på et konkret skøn fra statsforvaltningens side, om samværet skal ske med eller uden overnatning. Statsforvaltningen træffer afgørelsen under hensyn til barnets tarv. Der ses således på, om der er andre søskende, der overnatter hos samværsforælderen, hvor langt væk forældrene bor fra hinanden og hvilken kontakt samværsforælderen har til det lille barn.
Hvis man har boet sammen med barnet og deltaget i barnets liv fx. mellem 0 og 1 år taler det for, at der evt. kan komme overnatning på tale tidligere end de 2½ år. Hvis faderen derimod er flyttet, før barnet bliver født, taler det imod overnatning før barnet har nået en vis alder. Endvidere ser man på hvor ofte en kontakt der er imellem fader og barn.
Som du kan se af ovenstående - så ser man meget på kontakten mellem barn og samværs-forælderen. Det leder hen til dit egentlige spørgsmål: Begrundelsen er, at små børn ofte vågner om natten, og det er vigtigt de der er i trygge omgivelser. Det kan være forvirrende for et lille barn at vågne et sted som det ikke er vant til - og endnu mere forvirrende hvis barnet ikke er helt tryg ved den voksne, der kommer til barnet når det vågner. Små børn har en kort hukommelse. Hvis de ikke ser den ene forælder i en længere periode, glider forældren ud af barnet bevidsthed - og barnet vil således ikke være tryg ved, at vågne ved den pågældende. Så argumenterne er dem, du selv anfører - barnet skal være tryg ved den forælder det skal overnatte hos.
Der ses også på, om barnet er vant til at overnatte uden for hjemmet hos andre end den samværsberettigede. Hvis barnet fx. overnatter hos bedsteforældrene uden den forælder hos hvem barnet bor - taler det for, at samværsforælderen også skal have lov til at have overnatning. Der ses - af naturlige årsager - også på, om barnet er vant til at blive ammet om natten/tidlig morgen.
I din konkrete sag har faderen et hyppigt samvær med barnet, hvilket kan tale for, at overnatning kommer på tale tidligere end de 2½ år - men der er tale om en konkret bedømmelse.
Med venlig hilsen
Anne Broksø
