Kan jeg hindre, at min datters far får forældremyndigheden, hvis jeg dør?

Jeg har en datter på 6 år, der ikke har haft kontakt med sin far i 5 år.

Mit problem er, at jeg er bange for, hvad der sker med hende, hvis jeg dør.

Hvordan kan jeg sikre, at mine forældre får forældremyndighed over hende i, hvis der sker mig noget??? (det er hans eget valg, at han ikke ser hende)

Kan jeg dele forældremyndigheden med f. eks min mor, så hun automatisk overtager den????

SVAR:

Du kan oprette et såkaldt børnetestamente, hvor du peger på dine forældre som dem, der vil være bedst egnede til at varetage din datters videre opvækst, hvis du skulle dø, inden hun bliver juridisk voksen, dvs. fylder 18 år.

Du kan skrive i erklæringen, at selv om pigens biologiske far har en slags fortrinsstilling til at få forældremyndigheden, så vil du anse det for at være til skade for din datter. Og det vil du, fordi faderen ikke har ønsket at se sit barn de seneste fem år, lige som han på ingen måde har haft kontakt med det.

Du kan læse mere om børnetestamenter på emne nr. 322.

Du kan via denne linje bestille et fortrykt børnetestamente, hvis du ønsker det. Læs eventuelt emne nummer 234 på denne linjes emnedel.

Du kan ikke have fælles forældremyndighed over din datter sammen med din mor.

Med venlig hilsen

Erik Frodelund