Skal overskud på mine skibsanparter og i mit anpartsselskab tælles med ved fastsættelsen af børnebidrag?

Ved statsamtets fastsættelse af børnebidrag skal et evt. overskud fra skibsanparter medregnes ved opgørelsen af min bruttoindtægt? Overskuddet er reelt fiktivt, da det kun anvendes til beskatning, men ikke giver nogen udbetaling. Reelt er det en økonomisk belastning nu, men har været en økonomisk fordel tidligere, da skibsanparterne gav et fradrag uden en reel udgift.

Et andet spørgsmål er, om et overskud i et APS, som jeg ejer 100% skal medregnes i grundlaget for fastsættelse af børnebidrag. Overskuddet bliver i virksomheden for konsolidering. I de efterfølgende år har der været et underskud.

SVAR:

Det regnskabsmæssige overskud på skibsanparterne bør efter min vurdering ikke tælle med ved opgørelsen af din bidragsevne, og hvis statsamtet ikke er enig heri, bør du påklage afgørelsen til Civilretsdirektoratet.

Det har i lang tid været praksis, at overskud i et aktie- eller anpartsselskab tæller med som indkomst, hvis den bidragspligtige ejer hovedparten af aktierne eller anparterne. Ellers ville det være alt for let at nedbringe indkomsten kunstigt ved, at man blot satte sin løn i selskabet være relativt lavt.

Da man opgør indkomsten for selvstændige på basis af et gennemsnit af de sidste 3 års indtægt, vil et senere underskud i anpartsselskabet også spille ind på opgørelsen af din indkomst i relation til bidragsfastsættelsen.

Med venlig hilsen

Jørgen U. Grønborg

Århus