Må jeg flytte til Schweiz med min datter?

Kære brevkasse

Jeg har en datter på 2 år, hvor jeg har fuld forældremyndighed. Hendes far ser hende hver anden lørdag, det er efter eget valg.

Det jeg ville spørge om, hvis jeg nu vil flytter til Schweiz for at bo, kan jeg bare uden videre det?

Hvordan med hendes far, skal jeg tage til den danske grænse hver anden lørdag for at aflevere min datter, eller skal han selv komme ned efter hende.

Hvordan med det økonomiske, følger mine børnepenge med, både de forhøjede, dem fra staten og dem, jeg modtager fra min datters far.

MVH en mor

Svar.

Da du har eneforældremyndigheden over din datter, kan du godt flytte til Schweiz med din datter uden faderens samtykke. Du skal underrette faderen om din plan 6 uger før flytningen, og du risikerer, at han starter en sag ved statsforvaltningen om at få del i forældremyndigheden, og at han han midlertidigt får tilkendt fælles forældremyndighed. Hvis dette sker , må du ikke flytte barnet til udlandet, før  sagen er afgjort

Der skal naturligvis laves en ændret samværsordning. 

Børnetilskud og børnefamilieydelse bortfalder, når barnet ikke bor i Danmark.

Derimod skal faderen fortsat betale børnebidrag.

Du kan mig bekendt ikke få bidragene forskudsvist udbetalt, men hvis faderen ikke betaler, må du kunne bede socialforvaltningen bistå dig med at inddrive børnebidragene.

Med venlig hilsen

Jørgen U. Grønborg

Århus