Min tidligere hustru og jeg har fælles forældremyndighed over vores søn på 14 år.
Han bor hos sin moder på Lolland. Jeg bor på Fyn.
Det er lykkedes for min ekskone at sætte mig uden for enhver indflydelse på vores søns opdragelse. Jeg bliver heller ikke orienteret om vigtige begivenheder i hans tilværelse.
Sidst har jeg via tredjepart fundet ud af, at min søn har været til flere lægeundersøgelser.
Jeg kan nævne talrige andre eksempler på, at jeg ikke bliver inddraget i vigtige begivenheder i min søns tilværelse.
Så kommer mit spørgsmål endelig. Kan min ekskone blive pålagt at holde mig orienteret og tage mig med på råd om forhold der drejer sig om min søn?
Myndighederne (statsforvaltningen) kan ikke pålægge din ex-kone at holde dig orienteret. Dette gælder, uanset om I har fælles forældremyndighed eller om hun har denne alene.
Du har en ret til at blive orienteret, allerede fordi I har fælles forældremyndighed
Hvis I ikke havde fælles forældremyndighed, ville du have ret til orientering i medfør af forældreansvarslovens § 23, som lyder således:
§ 23. En forælder, som ikke har forældremyndigheden, har ret til efter anmodning at få orientering om barnets forhold fra skoler, børneinstitutioner, social- og sundhedsvæsenet samt private sygehuse, privat praktiserende læger og tandlæger. Denne forælder har desuden ret til at få udleveret dokumenter om barnets forhold, hvis disse findes på skoler og i børneinstitutioner. Der må ikke gives fortrolige oplysninger om forældremyndighedsindehaveren.
Stk. 2. De i stk. 1 nævnte institutioner m.v. kan nægte at give konkrete oplysninger og udlevere dokumenter om barnets forhold, hvis det må antages at være til skade for barnet.
Stk. 3. Statsforvaltningen kan i særlige tilfælde efter anmodning fra indehaveren af forældremyndigheden eller fra en af de i stk. 1 nævnte institutioner m.v. fratage den forælder, der ikke har forældremyndigheden, adgangen til at få orientering og få udleveret dokumenter efter stk. 1. Afgørelsen har virkning fra det tidspunkt, hvor institutionen m.v. modtager meddelelse om afgørelsen.
Med venlig hilsen
Jørgen U. Grønborg
Århus