Jeg blev lykkelig over at finde jeres brevkasse, da jeg har stærk brug for nogle gode råd.
Jeg har boet her i Canada i 6 år nu, og har 2 børn - en datter på 6 år og en søn på 4 år.
Jeg ønsker ikke længere at være gift med min canadiske mand, og ønsker at vende tilbage til Danmark, som jeg har savnet siden jeg flyttede.
Mit problem er naturligvis børnene. Hvordan skal jeg få dem tilbage til Danmark?
Min mand og jeg har allerede snakket lidt om det, og han er naturligvis ikke interesseret i at børnene bare rejser til Danmark sammen med mig. Børnene taler ikke dansk, hvilket jo er en klar ulempe og ingen fordel for mig og mine rettigheder.
Mine spørgsmål er:
1. Har Danmark og Canada en udleveringsaftale? (Jeg er godt klar over, at det ville være en ret desperat handling, hvis man bare tog sine børn med sig, og det har jeg heller ingen planer om.)
2. Har den danske lov overhovedet noget at skulle have sagt her? Min mand og jeg blev gift i Danmark, og jeg er stadig dansk statsborger - ligeledes mine børn??
3. Ville jeg have lov til f.eks. at tage min datter med mig ud af landet?
Jeg har iøvrigt været i kontakt med en canadisk advokat, som blot sagde, at mine chancer for at få lov til at tage ungerne ud af landet var ret så minimale, da det nok ikke ville anses som værende i børnenes bedste interesse.
Både Danmark og Canada har tiltrådt Haagerkonventionen af 25.10.1980 om de civilretlige aspekter af internationale børnebortførelser. Dette indebærer, at din mand kan kræve børnene udleveret til Canada, hvis du ulovligt tager dem med til Danmark.
Den rigtige fremgangsmåde må være, at du bliver skilt i Canada, og der søger at få tilkendt eneforældremyndigheden over børnene. Derefter kan du formentlig rejse til Danmark med børnene. Jeg skriver formentlig, da den omstændighed, at du rejser, muligvis medfører, at sagen kan blive taget op på ny.
Sagen om forældremyndighed afgøres af de canadiske myndigheder efter canadisk ret, også selv om I blev gift i Danmark, og selv om du og børnene er danske statsborgere.
Det afgøres efter også efter canadisk ret, om det er lovligt at tage børnene med ud af landet.
Med venlig hilsen
Jørgen U. Grønborg
Århus