Kan jeg få overført forældremyndigheden til min 14-årige søn?

Jeg skriver for at få "vejet" mine og min søns chancer for at få overført forældremyndigheden fra min søns moder til mig. Min søn er i dag 14 år og er efter lang tids overvejelse flyttet hjem til min kone og mig. Jeg flyttede for 7 år siden og har siden haft samvær med min søn hver anden weekend. Jeg skal ikke trætte Dem med episoder fra min søns samvær med sin moder, men det har bestemt ikke været særligt spændende for ham. Vi har ikke fælles forældremyndighed.

Vi har nu besluttet at anlægge sag mod moderen for at få overført forældremyndigheden. 

Har vi nogen chance overhovedet?? 

Vil dommeren alene benytte min søns udsagn som beslutningsgrundlag??

Svar

Hvis din 14-årige søn efter moden beslutning fastholder ønsket om at bo hos dig, er der efter min opfattelse gode chancer for, at retten vil bestemme, at I skal have fælles forældremyndighed, og at drengen skal have bopæl hos dig.

Dommeren skal først høre din og din tidligere hustrus forklaring, og derefter vil dommeren givetvis tage en samtale under 4 øjne med din søn

Hvis dommeren er i tvivl, kan der fra rettens side blive udpeget en psykolog til at udarbejde en børnesagkyndig undersøgelse.

Kontakt hurtigst mulig en advokat, som kan bistå dig i sagen.

Med venlig hilsen

Jørgen U. Grønborg