Hvad skal jeg stille op, når min 11-årige søn bliver udsat for vold fra min ekshustrus nye mand?

Jeg er far til en 11 årig dreng, som til daglig bor hos moderen (som har forældremyndigheden).

Under hans seneste ophold hos mig, fortalte han at han er angst for moderens mand og at denne skulle have slået/sparket ham. Jeg bad derfor hans mor om en samtale, som hun også mødte op til. Men da jeg forelagde hende vores søns udsagn, rejste hun sig op og gik.

I sagens natur havde jeg selvfølgelig ikke lyst til at min søn skulle hjem til en mand, som han er angst for. Jeg prøvede efterfølgende pr. tlf. at tale moderen til fornuft og sagde at hun blev nødt til at forholde sig til disse udsagn. Hendes reaktion var, at der ikke var noget at tale om, og at sønnen lyver. 

Da hun har forældremyndigheden, var jeg tvunget til at sende min søn hjem til hende. Nu står jeg i en situation med en søn, der kommer med nogle temmeligt alvorlige beskyldninger. Jeg har ingen mulighed for dialog med moderen omkring dette.

Mit spørgsmål er hvad gør jeg? 

Kan jeg anmode statsamtet om en mæglingssamtale? 

Kan jeg kontakte hans skole og forelægge dem problematikken? 

Bør jeg i virkeligheden kontakte hans bopælskommune og bede dem undersøge sagen nærmere?

Drengens mor har i øvrigt truet med at stoppe samvær pga. alt dette.

SVAR:

Det er strafbart at sparke eller på anden måde at slå et barn – og der er mulighed for at anmelde forholdet til politiet eller de sociale myndigheder. 

Du står i en vanskelig situation, fordi din søns moder ikke vil lytte på sønnens anklager, og dit primære mål er at beskytte din søn mod evt. vold fra stedfaderens side af. En ting er sikker, og det er, at din søn ikke skal have en dagligdag, hvor han risikerer vold og er angst for vold. 

Hvis du anmelder forholdet til politiet, vil din søn blive udspurgt af politiet, og han vil blive undersøgt for blå mærker og lignende efter de påståede spark. Politiet vil selvfølgelig tage hensyn til hans alder, men en strafbar handling skal altid bevises, for at man kan idømme voldsmanden en straf. Du skal være opmærksom på, at der er en risiko for, at en politianmeldelse kan ødelægge forholdet til din søns moder permanent. 

En politianmeldelse løser ikke problemet med, at du ikke kan kommunikere med moderen om din søns forhold uden, at hun truer med ophør af samvær. Du har ret til samvær, og hvis hun forhindrer dig i at få samvær med din søn, kan du få fogedrettens hjælp til at få din søn udleveret. Hvis din søns moder flere gange nægter at udlevere din søn frivilligt til samvær med dig, vil du stå stærkere i en retssag, hvis du søger ene-forældremyndigheden over din søn. Din søn på 11 år vil formentligt heller ikke frivilligt finde sig i, at hans moder nægter ham samvær med dig – og han har en alder, hvor der også lægges stor vægt på hans mening i både en samværs- og forældremyndighedssag.

Statsforvaltningen tilbyder frivillig konfliktmægling mellem forældre, men jeg fornemmer, at din søns moder ikke frivilligt vil deltage i en konfliktmægling. Jeg vil derfor umiddelbart anbefale dig at overveje at søge ene-forældremyndigheden over din søn. Jeg synes, det er bekymrende, at din søns moder uden videre afviser sønnens beskyldninger som løgn. Som indehaver af forældremyndigheden skal hun have respekt for sin søn og sørge for at han ikke udsættes for bl.a. vold. 

Hvis du søger om overførsel af forældremyndigheden vil statsforvaltningen indkalde begge forældre til et vejledningsmøde, hvor I vil blive tilbudt børnesagkyndig rådgivning og konfliktrådgivning (læs mere herom på www.statsforvaltningen.dk). Statsforvaltningen tager også en samtale med din søn uden, at forældrene er tilstede. Børn på 12 år skal spørges i forældremyndighedssager, og normalt spørger man også børn på 11 år, navnlig hvis der er spørgsmål om f.eks. vold. En børnesagkyndig rådgiver vil udspørge din søn om hans hverdag, og du vil bl.a. på denne måde kunne få bekræftet eller afkræftet om, han har været udsat for vold. Der bliver normalt lagt stor vægt på børnenes udsagn i forældremyndighedssager. Tilbuddet om konfliktmægling er mest aktuel i din situation. Det er et mæglingsmøde, hvor en jurist og en børnesagkyndig rådgiver stiller uddybende spørgsmål, når I som forældre fremlægger jeres oplevelser og synspunkter. Måske kan I på denne måde forhandle jer frem til en acceptabel løsning, så I også kan omgås hinanden fremover. Hvis dette ikke er tilfældet, vil Retten afgøre spørgsmålet om, hvem af jer der fremover skal have forældremyndigheden alene.

Statsforvaltningen vil også kunne træffe en midlertidig afgørelse om, at du skal have ene-forældremyndigheden for at beskytte din søn mod vold, da ingen forælder skal tvinges til at udlevere sit barn, hvis der er stor risiko for vold mod barnet.

Jeg tror umiddelbart ikke, at det i første omgang vil løse problemerne at kontakte din søns skole eller de sociale myndigheder.

Jeg vil kraftigt anbefale dig straks at kontakte en advokat.

Jeg håber, at du finder den bedste løsning for din søn.

Venlig hilsen

Kamilla Helle Christiansen

Advokat

Søndergade 34,
9900 Frederikshavn
Tlf. 9842 0040
Mobil 4010 9842