Hvem skal være sammen med børnene juleaften?

Min mand og hans ex-kone har fælles forældremyndighed over 2 børn på hhv. 9 og 12 år. I 5 år har der været mundtlige aftaler omkring samvær i julen skiftevis mellem forældrene. Nu har moderen imidlertid fundet ud af, at hun synes det er rimeligt, at børnene altid er hos hende hele julen - hvordan står han så? 

Jeg mener, han har altid været fleksibel og byttet weekender, når hun har bedt om det så det bedst kunne passe med hendes "nye" familie, endvidere er han jo hverken stofmisbruger eller alkoholiker og har altid overholdt de aftaler hun nu påstår aldrig har været indgået. Endvidere er børnene tit kede af det når de skal hjem efter en weekend hos os, og giver altid udtryk for hvor meget de har savnet deres far. 

Er der chance for at hun kan få medhold i statsforvaltningen, således at vi aldrig mere får børnene hos os juleaften???

Svar:

Når forældrene plejer at skiftes til at have børnene juleaften ( igennem 5 år), vil statsforvaltningen højst sandsynligt ikke ændre på denne praksis. Man vil vurdere, at børnene er vant til at skiftes at holde jul hos mor og far, og ikke ændre dette.

Udgangspunktet er nemlig, at forældrene skal skiftes til at have børnene juleaften. Kun hvis børnene gennem en årrække har holdt juleaften hos bopælsforælderen, vil statsforvaltningen ikke fastsætte samvær for den anden forælder på juleaften.

Med venlig hilsen

Ida Lange Lawaetz
Advokat (L)

Postboks 137,
Vænget 22,
4400 Kalundborg
tlf. 59 57 50 00
fax 59 57 50 01