Hvad skal børnebidragene dække?

Jeg har et spørgsmål angående hvad børnebidraget skal bruges til.

Da min kærestes eks-mand bliver ved med at sige, at pengene skal bruges til barnets fornøjelser samt tøj, som hun skal have med der ud.

Han forlanger at vi sender nyt tøj med ud på hans gård, hvor de er lige glade med om barnet gå ud i stalden med det helt nye tøj på. Derfor sender vi ikke det tøj, som bliver købt til skolebrug med ud til ham.

Hvad siger loven om, hvad tøj han har krav på bliver sendt med barnet?

Og hvad skal børnebidraget dække?

Svar:

Børnebidragene skal ikke nødvendigvis gå til barnets tøj  - de må også gerne bruges på andet - blot man sørger for, at barnet så af andre midler får tøj, sko, mad mv.

Den der har barnet boende - og som får bidrag betalt - skal betale alt barnets tøj, og dermed sørge for, at barnet har tilstrækkeligt med tøj, at det passer i størrelsen og at det passer til årstiden. Den anden forælder kan ikke forlange at det skal være nyt - men blot kræve at der bliver medbragt nok tøj der passer til årstiden.

Når man har betalt bidrag skal man ikke betale andet end transport til samvær og mad mv., når barnet er på samvær. Den anden betaler for tøj, sko, overtøj, sport og fritid, institution mv.

Med venlig hilsen

Anne Broksø

RET&RÅD, Hillerød