Hvor ofte kan jeg få samvær med min søn på 12 måneder?
Jeg var med til min søns fødsel for 1 år siden.
I mellemtiden rejste moderen faderskabssag - vi var 2 som kunne være far til drengen. Denne sag trak ud og er først blevet afsluttet nu efter at drengen er over 1 år gammel.
Jeg er far til drengen. I den tid faderskabssagen kørte, fik jeg af dommeren at vide, at jeg ingen samkvemsret havde.
Nu, da jeg er erklæret far, siger statsforvaltningen , at jeg allerhøjst kan få lov til at se min søn i 2 timer hver 14. dag hjemme hos moderen, fordi jeg jo ikke har set ham i et helt år. - Det var jo uforskyldt, at jeg ikke så ham.
Jeg har aldrig nogensinde nægtet at være far til drengen.
Kan det være korrekt, at jeg ikke har ret til mere samkvem?
Holder statsforvaltningen med moderen mod mig?
SVAR:
Det er rigtigt, at statsforvaltningen ved samværsfastsættelsen skal tage højde for, at barnet ikke har set dig i gennem længere tid.
Det er vigtigt at holde sig for øje, at statsforvaltningen ser på, at BARNET ikke har set dig - og ikke at DU ikke har set barnet. Det lyder måske som om det er det samme - men det er det ikke helt.
Statsforvaltningen træffer afgørelse ud fra barnets tarv - og et lille barn, der ikke har set sin fader i gennem lang tid (i forhold til barnets levetid) - skal have et samvær der langsomt starter op. Under normale omstændigheder sættes samværet med et lille barn - til hyppige samvær af kortere varighed - med tiden gående over imod et samvær af længere varighed - men ofte mindre hyppige.
Jeg ved ikke hvor langt du bor fra moderen - men hvis I bor tæt på hinanden, mener jeg samværets varighed er passende for nærværende - men det må snarest gøres mere hyppigt. Jeg mener, at hvis barnet har set dig an nogen gange - fx. to måneder - skal samværet øges hen imod to gange om ugen. Der er tale om et lille barn, med korttidshukommelse - så hyppigere samvær er mere vigtige end længden af det enkelte samvær.
Hvis ikke statsforvaltningen vil øge det, mener jeg du skal påklage amtets afgørelse til Familiestyrelsen.
Med venlig hilsen
Anne Broksø
