Kan jeg kræve kopi af min journal hos min læge?

I forbindelse med at jeg skal tegne en ulykkesforsikring, spørger selskabet, om jeg nogen sinde har fejlet noget, bortset fra almindelig forkølelse.

Jeg er 41 år og har selvfølgelig henvendt mig til min læge løbende i forbindelse med anden sygdom end forkølelse, men jeg kan ikke huske hvad og hvornår, så for ikke at få problemer med forsikringen i en evt. udbetalingssituation, ville jeg sikre mig, at jeg ikke glemte noget, ved at få oplysninger fra min læge. Jeg er bange for, at selskabet kunne påberåbe sig manglende oplysninger ved tegning af forsikringen.

Så henvendte jeg mig hos egen læge for at få en kopi af min journal, så ville det jo være så nemt at give oplysningerne til forsikringsselskabet. Men lægesekretæren vil ikke oplyse mig om journalens indhold og henviser til, at loven om aktindsigt kun gælder fra en bestemt dato, og at jeg skal bestille en tid hos lægen for at få noget oplyst. Jeg har også fået at vide, at jeg ikke umiddelbart kan få alle oplysninger, fordi der ligger journaler fra eksempelvis en røntgenlæge, som først skal give tilladelse til at jeg får oplysninger der vedrører dette.

Har lægen ret til at gøre det så besværligt, og er det i virkeligheden ikke blot et forsøg på at få penge fra staten for at udlevere oplysningerne?

SVAR.

Du skal hverken bestille en konsultation eller affinde dig med lægesekretærens hjemmestrikkede - og helt forkerte - forklaring.

Send i stedet lægen et anbefalet brev, hvor du under henvisning til din første anmodning beder lægen give en skriftlig begrundelse for sekretærens afvisning af din anmodning om aktindsigt, jf. lov om patienters rettigheder § 21:

"Afgørelser om retten til aktindsigt træffes af den myndighed, institution eller sundhedsperson, der har patientjournalerne mv. i sin besiddelse.
Stk. 2. Vedkommende myndighed, institution eller sundhedsperson afgør snarest, om en anmodning om aktindsigt kan imødekommes, og om aktindsigten skal gennemføres ved, at der gives adgang til gennemsyn af patientjournalen mv. på stedet, eller ved, at der udleveres en afskrift eller kopi.
Stk. 3. Er en anmodning om aktindsigt ikke imødekommet eller afslået inden 10 dage efter, at den er modtaget af vedkommende myndighed, institution eller sundhedsperson, skal myndigheden, institutionen eller sundhedspersonen underrette patienten om grunden hertil samt om, hvornår en afgørelse kan forventes at foreligge.

 Tilføj at du har ret til aktindsigt efter lovens § 20 stk.1:

"Fremsætter en patient begæring herom, skal patienten have meddelelse om, hvorvidt der behandles helbredsoplysninger om vedkommende indeholdt i patientjournaler mv. Behandles sådanne oplysninger, skal der på patientens begæring og på en let forståelig måde gives patienten meddelelse om,
1) hvilke oplysninger der behandles,
2) behandlingens formål,
3) kategorierne af modtagere af oplysningerne og
4) tilgængelig information om, hvorfra disse oplysninger stammer". 

Skriv at du har ret til aktindsigt,  og at du inden ti dage skal have et svar, som du om nødvendigt vil indbringe for Sundhedsvæsenets Patientklagenævn.

Behold af bevismæssige grunde en kopi af brevet.

Med venlig hilsen

Erik Frodelund