Politiet har solgt min cykel.

Mens jeg har været på sommerferie har politiet troet min cykel var stjålet og solgt den på auktion.

Fra jeg placerede min cykel på Århus Hovedbanegård til jeg ville hente den igen var der gået ca. 50 dage.

I løbet af de 50 dage var min cykel således hentet og solgt af politiet.

Hvordan forholder jeg mig i den sag?

Kan jeg evt. få penge af forsikringsselskabet?

SVAR.

Da din cykel ikke er stjålet - men lovligt fjernet fra banegården og derefter solgt som hittegods - har du ingen mulighed for at få erstatning hos dit forsikringsselskab.

Men efter det oplyste har du krav på at få udbetalt det beløb, cyklen blev solgt for på politiets auktion, når den er solgt, inden tre måneder efter, politiet fik den i sin varetægt. Det fremgår af § 5 i lov om hittegods.

Efter den omtalte lov skal politiet vente i mindst tre måneder, før cykler og andre herreløse ting sættes på auktion, medmindre tingene ellers bliver fordærvede eller det er "forbundet med uforholdsmæssige store omkostninger at opbevare" genstandene.

Er det tilladt at have sin cykel stående parkeret ved banegården i 50 dage? Umiddelbart vil jeg gætte på et "nej", og det må være derfor, at politiet har modtaget/hentet din cykel som hittegods - og derefter bortsolgt den på auktion.

Det vil i øvrigt altid være en god idé at forsyne en cykel med ejerens navn og adresse, for i så fald skal hittegodskontoret henvende sig skriftligt til ejeren, inden cyklen bliver solgt på auktion.

Med venlig hilsen

Erik Frodelund


Kommentar fra en læser:

Jeg vil hermed fraråde folk at sætte navn og adresse på deres cykler, da eventuelle indbrudstyve dermed har en direkte adgang til mulige steder at bryde ind, da indehaveren af cyklen jo må formodes ikke at være hjemme og indbrudstyvene kan jo læse lige så vel som DSB, politi og andre.

Dette forværres yderligere af et eventuelt telefonnummer, da tyven så ved selvsyn kan konstatere, at der ikke er nogen hjemme - ikke nok med at de eventuelt mister deres cykel så er der også en mulighed for at deres stereo, fjernsyn og andre værdigenstande forsvinder samtidig.

Skal man gøre et eller andet kan man, såfremt at man har hemmeligt telefonnummer, påsætte en mærkat med dette! Telefonnummeret bør være hemmeligt, da de førnævnte ellers kan trække addressen over oplysningen eventuelt på en cd-rom fra TeleDanmark.

jc