I juli måned i år bestilte jeg billetter ved DSB telefonsalg til en rejse til København tur/retur for min familie og jeg. Pris 1.100 kr.
Jeg modtog billetterne med en note om, at hvis billetterne mod forventning ikke ville benytte dem, kunne man sende dem tilbage på en angivet adresse senest på afrejsedagen. Jeg fandt ud af, at det var billigere at tage bilen over broen og returnerede derfor billetterne den 28. juli - vi skulle rejse den 1. august.
Den 23. september modtager jeg en rykkerskrivelse fra DSB, de siger, at de ikke har modtaget de billetter jeg har returneret og at jeg skal gå på posthuset for at få brevet efterlyst, derefter vil de tage stilling til om jeg skal betale.
Mit spørgsmål er, om de kan kræve at jeg betaler det beløb, selv om jeg rent faktisk har sendt de billetter tilbage til dem - der har ikke stået nogen steder at brevet skulle sendes anbefalet!
Jeg har kopi af billetterne, men det er jo ikke nogen sikkerhed for mig. Hvordan står jeg?
SVAR.
Det må være dig, der bærer risikoen for, at brevet når frem, og hvis billetterne er forsvundet hos postvæsenet, har du et problem.
Jeg mener ikke, at du kan bebrejde DSB, at du ikke fik det råd at sende brevet anbefalet. DSB må have ret til at forvente, at du selv er klar over betydning af at sende et brev anbefalet.
Send DSB en redegørelse for sagen med en kopi af billetterne samt dokumentation for at I benyttede Storebæltsbroen d. 01.08.1998. Det kan jo tænkes, at DSB pr. kulance refunderer dig billetterne, selv om disse er forsvundet hos postvæsenet.
Med venlig hilsen
Jørgen U. Grønborg