Klage over fejlagtig attest fra øjenlæge.

Allerførst vil jeg sige, at Danmarks Familieadvokat er en fremragende ide.

Mit spørgsmål drejer sig om en attest, som min mor fik udstedt af hendes øjenlæge ved en alm. konsultation.

På basis af denne attest fik hun fremstillet er sæt briller, som hun dog ikke følte var behagelige, og ved aktiviteter som f.eks. avislæsning var delvist ubehagelige.

Efterfølgende fik hun ved en måling hos en uafhængig optiker konstateret at øjenlægens attest var forkert mht. synet på det ene øje. Hun er derfor nødt til at få fremstillet et nyt glas til en pris på ca. 1300,-

Problemet drejer sig derfor om, hvor hun kan få erstattet udgifterne til det nye glas. Umiddelbart vil jeg mene at øjenlægen er ansvarlig for sin fejl, og som sådan bør betale. Hvis en skriftlig henvendelse til øjenlægen ikke fører til det ønskede resultat, hvorledes bør min mor så forholde sig?

Jeg vil mene, at min mor bør klage til Patientklagenævnet over øjenlægens forkerte attest, men så vidt jeg har forstået kan Patientklagenævnet ikke tildele erstatning, men kun komme med en udtalelse/næse. Kan en evt. udtalelse fra Patient-klagenævnet benyttes ved et evt. civilt søgsmål.

SVAR.

Din mor kan med fordel benytte Patientklagenævnet, for de fleste læger m.v. retter sig frivilligt efter en afgørelse fra det. Men skulle den pågældende øjenlæge ikke gøre det, vil nævnets afgørelse kunne få betydning i forbindelse med en eventuel senere retssag.

Du kan på denne linjes emne nr. 172 finde mere information om Patientklagenævnet.

Men send først en anbefalet brev, som I - af bevismæssige grunde - beholder en kopi af til øjenlæge, og hvor I fremfører og begrunder jeres erstatningskrav. Bed ham besvare brevet skriftligt, da I - i tilfælde af et negativt svar - agter at gå videre med sagen.

Med venlig hilsen

Erik Frodelund