Skal jeg betale 250.000 kr, selv om jeg har anket dommen?

I forbindelse med en retssag anlagt ved byretten blev der afsagt en dom, som jeg ankede til landsretten inden udløbet af ankefristen på 4 uger. Ved dommen fik sagsøgeren reduceret sit oprindelige krav på 500.000 kr. til 250.000 kr.

Sagsøgeren har nu sendt byretsdommen i fogedretten for at få inddrevet beløbet på 250.000 kr.

Hvilken ret har sagsøgeren til at gennemføre en sådan fogedsag, når sagen er anket til Landsretten?

SVAR.

Det fremgår af retsplejelovens § 480, stk. 1, at domme kan fuldbyrdes, når fuldbyrdelsesfristen er udløbet, medmindre dommen forinden er anket. Fuldbyrdelsesfristen er 14 dage efter dagen for dommens afsigelse, medmindre andet er bestemt i dommen.

Jeg forstår sagens faktum således, at du eller din advokat har glemt at få anket dommen inden fuldbyrdelsesfristens udløb, og i så fald er modparten i sin gode ret til at sende dommen til inddrivelse gennem fogedretten. Dette gælder, selv om du rettidigt har anket dommen inden for ankefristen på 4 uger.

Ifølge retsplejelovens § 480, stk. 3 kan den ret, til hvilken dommen ankes efter fuldbyrdelsesfristens udløb, tillægge anken opsættende virkning. Reglen kan blandt andet anvendes,hvis der foreligger rimelige undskyldninger for at fristen var sprunget. Der lægges desuden vægt på, om fristoverskridelsen var kort, og på appellantens betalingsevne.

Med venlig hilsen

Jørgen U. Grønborg