Jeg har for år tilbage (06.12.93) fået en kendelse fra Klagenævnet for Ejendomsformidling, som pålægger en ejendomsmægler at betale mig et beløb (ca 12.500) inden 30 dage og med tillæg af rente svarende til diskontoen med tillæg af 5 % fra 08.04.92.
Har jeg mulighed for selv (udenom advokat - måske er det ikke det rigtige sted jeg spørger) at stævne manden til at betale ?
Og i bekræftende fald hvordan og hvor meget koster det ?
Du er i din gode ret til selv at udtage stævning mod ejendomsmægleren. Det er imidlertid ret sandsynligt, at du ikke kan finde rundt i retsplejelovens regler, og jeg vil derfor på det kraftigste anbefale dig at få en advokat til at inddrive beløbet. Udgifterne kan - bortset fra en selvrisiko på 10%, minimum 2.500 kr., dækkes af din retshjælpsforsikring.
Retsafgiften af en stævning på 12.500 kr. udgør 570 kr.
Alene beregning af renterne vil tage dig lang tid, da procesrenten er ændret talrige gange i de sidste 5 år. For perioden 08.04.92 til 05.06.1997 udgør procesrenten af 12.500 kr. 7.084,90 kr., og du har således et tilgodehavende mod ejendomsmægleren på knapt 20.000 kr.
Husk, at renterne forældes på 5 år fra forfaldstid, og at der allerede er indtrådt forældelse for den ældste del af renterne
Med venlig hilsen
Jørgen U. Grønborg