Må diskoteker kønsdiskriminere med prisen på fri bar?

Det er i den seneste tid blevet populært for forlystelsessteder, diskoteker o. lign., at opkræve et fast beløb ved indgang, hvorefter der er fri bar resten af aftenen.

Sagen er så, at et sted jeg besøgte opkrævede 150 kr. i entré for mænd og kun 100 kr. for kvinder.

Vel kan man argumentere for, at mænd i reglen drikker mere end kvinder, men er det ikke forskelsbehandling/diskrimination når der er uens priser for de 2 køn for den samme vare/tjenesteydelse?

Torben

SVAR.

Diskoteker og andre beværtninger med offentlig adgang må ikke forskelsbehandle mænd og kvinder på den omtalte måde. 

Det fremgår af en afgørelse fra Ligestillingsnævnet, hvor en kunde klagede over, at et diskotek havde opkrævet 60 kr. i entre for mandlige gæster, mens kvinder kom gratis ind.

I nævnet afgørelse fra 26. april 2004 står følgende:

"Indklagede (dvs. diskoteket) har handlet i strid med ligestillingslovens § 2 ved at opkræve entrépriser for mænd, men ikke for kvinder".

Med venlig hilsen

Erik Frodelund