Må skole uploade film, hvor vores søn medvirker, uden vort samtykke?

På min søns skole vil de gerne uploade en lille film, om hvad børnene laver til youtube. 

I og for sig kan det måske lyde meget uskyldigt, men da youtube også er kendt for at være et sted, hvor alt mellem himmel og jord, godt og skidt, film af moralsk karakter og ikke, og ikke mindst værende et sted hvor pædofile har tendens til at søge videoer med børn i, vil vi ikke have at vores barn bliver uploaded til youtube. 

Indholdet i filmen, skolen vil uploade, er ikke anstødeligt eller på anden måde negativt, men da alle børnene er identificerbare har vi modsat os det.  Skolelederen siger, at de godt må uploade film, hvis personerne ikke er identificerbare. 

Vi mener, at en persons ansigt kan ses eller andre identificerbare ting som modermærker og lignende, så er en person identificerbar og derfor skal de have skriftligt samtykke fra os, hvis de skal uploade film, hvori vores barn medvirker.

Kan du skabe klart lys over, hvor vi står i denne situation? 

Svar:

Den danske lovgivning giver skolen ret til at offentliggøre en film, hvor eleverne arbejder, men der må ikke bringes konkrete oplysninger om de enkelte elever, fx hvor de bor m.v.

At eleverne kan genkende hinanden, og at forældre til andre børn i klassen kan genkende eleverne, har ingen betydning.

Det gør heller ingen forskel, om der er elever med modermærker, ar eller lignende.

Skolen skal ikke have forældrenes samtykke til at offentliggøre en sådan film, fx på en af de sociale sider på nettet. Men det vil efter min vurdering være et dårligt forældresamarbejde at gøre det, hvis hovedparten af forældrene er imod det.

Med venlig hilsen

Erik Frodelund

JuraEksperten.dk