Har man pligt til at hjælpe nødstedte personer?

Kan I fortælle mig, hvor i loven eller straffeloven der står, at en borger er forpligtet til at yde hjælp til en nødstedt person, eller en som er syg og hjælpeløs.

Svar.

Det er i visse tilfælde strafbart at undlade at hjælpe nødstedte personer. Det fremgår af straffelovens § 253, som lyder således:

Med bøde eller hæfte indtil 3 måneder straffes den, som, uagtet det var ham muligt uden særlig fare eller opofrelse for sig selv eller andre, undlader

  1. efter evne at hjælpe nogen, der er i øjensynlig livsfare, eller
  2. at træffe de foranstaltninger, som af omstændighederne kræves til redning af nogen tilsyneladende livløs, eller som er påbudt til omsorg for personer, der er ramt af skibbrud eller anden tilsvarende ulykke.

Der findes også en speciel bestemmelse om hjælp til tilskadekomne ved trafikulykker i færdselslovens § 9, stk. 1, som lyder således:

Trafikant, der med eller uden egen skyld bliver indblandet i et færdselsuheld, skal straks standse og i muligt omfang yde hjælp til tilskadekomne. Den pågældende skal endvidere til sikring af færdslen deltage i de foranstaltninger, som uheldet giver anledning til. Hvis en anden, der er indblandet i uheldet, anmoder herom, skal vedkommende opgive navn og bopæl. Tilsvarende oplysninger skal efter anmodning gives den, på hvis ejendom eller ting, der er sket skade.

Med venlig hilsen

Jørgen U. Grønborg