Har vor skoletrætte søn på 15 år pligt til at gå i 9. klasse?


Jeg har en søn på 15 snart 16 år, der er stoppet på efterskole i niende klasse her til nytår pga meget stort fravær. Det meget store fravær har han også haft i syvende og ottende i friskole. 

Kan "kommunen" kræve, at han fortsætter i niende på en anden skole eller begynder forfra på niende, fordi han har store huller i sin viden, eller kan vi udmelde ham helt af skolesystemet og forsøge at skaffe ham et arbejde, det er hvad han selv ønsker.

Svar:

I kan kun få jeres søn i gang med en uddannelse, hvis skolelederen - eller kommunen - vil være med til det. Der står nemlig følgende i folkeskolelovens § 33 stk. 4, som du kan læse nedenfor.

§ 33. Undervisningspligten medfører pligt til at deltage i folkeskolens undervisning eller i en undervisning, der står mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen.

  Stk. 2. Børn, der følger undervisningen i en anmeldt fri grundskole, i en statsskole eller i en gymnasieskole, eller som modtager hjemmeundervisning efter reglerne i lov om friskoler og private grundskoler m.v., skal ikke deltage i folkeskolens undervisning. Det samme gælder elever, som efter 7. klassetrin deltager i undervisning, der svarer til folkeskolens, på en godkendt efterskole, en husholdningsskole, en håndarbejdsskole eller en ungdomskostskole.

  Stk. 3. Undervisningspligten kan endvidere efter det 7. klassetrin opfyldes ved deltagelse i heltidsundervisning i den kommunale ungdomsskole i henhold til lov om ungdomsskoler samt ved deltagelse i undervisningsforløb i henhold til § 9, stk. 5.

  Stk. 4. Skolens leder kan efter forældrenes anmodning, jf. § 54, tillade, at en elev efter 7 års undervisning helt eller delvis opfylder undervisningspligten ved at deltage i erhvervsmæssig uddannelse eller beskæftigelse, når særlige grunde taler for, at det er til elevens bedste. For elever, der er omfattet af stk. 2, træffes afgørelsen af kommunalbestyrelsen. Tilladelsen kan betinges af, at eleven deltager i supplerende undervisning i ungdomsskolen.

 

Med venlig hilsen

Erik Frodelund