Rent juridisk findes de relevante regler i straffelovens § 232 og i politivedtægten, som bestemmer følgende:
"Det er forbudt på eller ud til en vej eller andre steder, hvortil der er almindelig adgang, at vise uanstændig opførsel, f.eks. ved uanstændige ord eller handlinger, ved uanstændig blottelse af legemet eller ved at opfordre til utugt".
Spørgsmålet bliver derfor, hvornår der er tale om en "uanstændig blottelse af legemet". Justitsministeriet har i en skrivelse fra 1976 vurderet det at færdes hel nøgen på følgende måde:
"Justitsministeriets tilslutter sig, at nøgenbadning og solbadning på strand uden tøj ikke i sig selv kan betragtes som uanstændig opførsel. Provokerende eller demonstrerende optræden over for andre badegæster eller færdsel uden tøj i beboelsesområder kan være det".
Men da skrivelsen er fra 1976, vil grænserne sandsynligvis være anderledes frie i dag, og jeg vil mene, at der skal ualmindeligt meget til, før en person kan straffes for at være nøgen på sin egen grund.
Med venlig hilsen
Erik Frodelund