Jer er af en advokat blevet inkaldt som vidne i en sag mellem en bygherre og en entreprenør.
Det er bygherrens advokat som indkalder.
Hvad er min ret og min pligt i dette tilfælde?
Jeg har optrådt som el-rådgiver over for bygherren og der er en strid om betaling
til entreprenøren, hvor jeg ikke kender til beløbene.
Hvordan kan jeg undslå at give tilsagn og at møde op i retssagen.
Jeg sender dig et uddrag af retsplejelovens regler om vidner, således at du selv
kan studere dine rettigehder og forpligtelser som vidne.
Lovens ord er rimeligt klare, men hvis du måtte have yderligere spørgsmål, når du
har læst lovens regler, er du velkommen til at vende tilbage.
RETSPLEJELOVEN
Kapitel 18
Vidner
§ 168. Enhver har med de i loven fastsatte undtagelser pligt til at afgive forklaring
for retten som vidne.
§ 169. Tjenestemænd eller andre, der handler i offentligt eller dermed ligestillet
hverv, må ikke uden samtykke af vedkommende myndighed afkrævesvidneforklaring om
forhold, med hensyn til hvilke der i det offentliges interesse påhviler dem tavshedspligt.
For medlemmer af folketinget kræves samtykke af tingets formand og vedkommende minister.
Stk. 2. Nægtes samtykke, kan retten, såfremt forklaringens afgivelse findes at være
af afgørende betydning for sagens udfald, pålægge vedkommende myndighed over for
retten at redegøre for grundene til nægtelsen. Finder retten herefter, at hensynet
til hemmeligholdelse bør vige for hensynet til sagens oplysning, kan den bestemme,
at vidneforklaring skal afgives. Dette gælder dog ikke, hvis nægtelsen erbegrundet
med hensynet til statens sikkerhed eller dens forhold til fremmede magter.
§ 170. Mod dens ønske, som har krav på hemmeligholdelse, må vidneforklaring ikke
afkræves præster i folkekirken eller anerkendte trossamfund, læger, forsvarere og
advokater om det, som er kommet til deres kundskab ved udøvelsen af deres virksomhed.
Stk. 2. Retten kan pålægge læger og advokater, bortset fra forsvarere i straffesager,
at afgive vidneforklaring, når forklaringen anses for at være af afgørende betydning
for sagens udfald, og sagens beskaffenhed og dens betydning for vedkommende part
eller samfundet findes at berettige til, at forklaring afkræves. Sådant pålæg kan
i borgerlige sager ikke udstrækkes til, hvad en advokat har erfaret i en retssag,
som har været betroet ham til udførelse, eller hvori hans råd har været søgt.
Stk. 3. Retten kan bestemme, at forklaring ikke skal afgives om forhold, med hensyn
til hvilke vidnet i medfør af lovgivningen har tavshedspligt, og hvis hemmeligholdelse
har væsentlig betydning.
Stk. 4. Reglerne i stk. 1-3 gælder også for de pågældende personers medhjælpere.
§ 171. En parts nærmeste har ikke pligt til at afgive forklaring som vidne.
Stk. 2. Pligt til at afgive forklaring foreligger ej heller, såfremt forklaringen
antages at ville
1) udsætte vidnet selv for straf eller tab af velfærd eller
2) udsætte hans nærmeste for straf eller tab af velfærd eller
3) påføre vidnet selv eller hans nærmeste anden væsentlig skade.
Stk. 3. I de i stk. 1 og stk. 2, nr. 2 og 3, nævnte tilfælde kan retten dog pålægge
vidnet at afgive forklaring, når forklaringen anses for at være af afgørende betydning
for sagens udfald, og sagens beskaffenhed og dens betydning for vedkommende part
eller samfundet findes at berettige dertil.
Stk. 4. I de i stk. 2, nr. 3, nævnte tilfælde kan retten endvidere pålægge vidnet
at afgive forklaring, såfremt vidnet har udført foranstaltninger som nævnt i § 754
a, og sagens beskaffenhed og dens betydning for vedkommende part eller samfundet
findes at berettige dertil.
§ 172. Redaktøren og redaktionelle medarbejdere ved et skrift, der er omfattet af
§ 1, nr. 1, i medieansvarsloven, har ikke pligt til at afgive vidneforklaring om,
hvem der er kilde til en oplysning eller forfatter til en artikel i skriftet, når
kilden eller forfatteren ikke er navngivet. De har heller ikke pligt til at afgive
vidneforklaring om, hvem der har optaget et fotografi eller frembragt en anden billedlig
fremstilling, når fotografen eller fremstilleren ikke er navngivet, eller hvem billedet
forestiller, eller hvem der er genstand for omtale, når dette ikke fremgår af teksten.
Stk. 2. Redaktøren og redaktionelle medarbejdere ved et radio- eller fjernsynsforetagende,
der er omfattet af § 1, nr. 2, i medieansvarsloven, har ikke pligt til at afgive
vidneforklaring om, hvem der er kilde til en oplysning eller forfatter til et værk,
der er bragt i en udsendelse, når kilden eller forfatteren ikke er navngivet. De
har heller ikke pligt til at afgive vidneforklaring om identiteten af unavngivne
medvirkende, der har fået tilsagn om at medvirke uden at kunne identificeres, når
der er truffet
rimelige forholdsregler til at skjule identiteten.
Stk. 3. Vidnefritagelse som nævnt i stk. 1 og 2 gælder også andre, der i kraft af
deres tilknytning til skriftet eller dets fremstilling eller deres tilknytning til
radio- eller fjernsynsforetagendet eller til fremstillingen af vedkommende udsendelse
har fået kendskab til kildens, forfatterens eller den medvirkendes identitet.
Stk. 4. Bestemmelserne i stk. 1-3 finder tilsvarende anvendelse for de massemedier,
der er omfattet af § 1, nr. 3, i medieansvarsloven.
Stk. 5. Angår sagen en lovovertrædelse, som er af alvorlig karakter, og som efter
loven kan medføre straf af fængsel i 4 år eller derover, kan retten dog pålægge
de i stk. 1-4 nævnte personer vidnepligt, såfremt vidneførslen må antages at have
afgørende betydning for sagens opklaring og hensynet til opklaringen klart overstiger
massemediernes behov for at kunne
beskytte deres kilder.
Stk. 6. Retten kan ligeledes pålægge de i stk. 1-4 nævnte personer vidnepligt, hvis
sagen angår en overtrædelse af straffelovens §§ 152-152 c. Dette gælder dog ikke,
hvis det må antages, at forfatteren eller kilden har villet afdække forhold, hvis
offentliggørelse er af samfundsmæssig betydning.
§ 173. Retten vejleder, såfremt omstændighederne giver grund dertil, vidnet om indholdet
af bestemmelserne i §§ 169-172. Stk. 2. Afgives forklaring i de i §§ 169-172 nævnte
tilfælde, påser retten, at særligt hensyn tages til vidnet eller den, der har krav
på hemmeligholdelse. Retten kan i dette øjemed bestemme, at dørene skal lukkes,
medens forklaringen afgives, eller forbyde offentlig gengivelse af forklaringen.
§ 174. Vidneforklaring afgives for den ret, ved hvilken sagen behandles. Retten
kan dog beslutte, at vidneforklaring i stedet skal afgives for den byret, hvor det
findes mest hensigtsmæssigt.
§ 175. Indkaldelse til at møde som vidne udstedes, hvor ikke andet er bestemt, af
den ret, for hvilken vidneforklaringen skal afgives.Indkaldelsen skal forkyndes
for vidnet. Udstedes indkaldelsen af retten, lader denne indkaldelsen forkynde på
grundlag af de oplysninger, som vedkommende part har givet.
Stk. 2. Indkaldelsen skal indeholde:
1) fornøden betegnelse af vidnet,
2) angivelse af indkaldelsens øjemed,
3) angivelse af den ret, for hvilken der skal vidnes,
4) angivelse af tid og sted for mødet,
5) oplysning om, hvilket varsel vidnet har krav på,
6) oplysning om virkningerne af udeblivelse.
Stk. 3. I borgerlige sager er varslet en uge. I straffesager tilkommer der vidnet
aftens varsel, hvortil lægges to døgn, såfremt afstanden til mødestedet er over
30 km.
Stk. 4. Retten kan fastsætte andet varsel eller pålægge vidnet at møde straks.
§ 176. Retten kan pålægge enhver, som er til stede i et retsmøde eller i umiddelbar
nærhed af mødestedet, straks at afgive vidneforklaring. Det kan pålægges tilstedeværende
vidner at møde til ny tid.
§ 177. Vidnet skal forblive på det sted, hvor retsmødet holdes, indtil mødet er
sluttet, medmindre retten træffer anden bestemmelse.
§ 178. Udebliver et vidne uden lovligt forfald eller uden i tide at have meldt sit
forfald, eller forlader vidnet i strid med § 177 det sted, hvor retsmødet holdes,
eller vægrer vidnet sig uden lovlig grund ved at svare, kan retten:
1) pålægge vidnet en bøde,
2) lade vidnet afhente ved politiet,
3) tilpligte vidnet at erstatte de udgifter, som vidnet har forårsaget,
4) pålægge vidnet en løbende bøde, i samme sag dog ikke for længere tidsrum end
6 måneder, uafbrudt eller sammenlagt,
5) lade vidnet tage i forvaring ved politiets foranstaltning eller lade vidnet undergive
en af de i § 765 nævnte foranstaltninger, indtil fremstilling for retten til afgivelse
af vidneforklaring kan finde sted eller vidnet indvilliger i at svare, dog ikke
ud over 6 måneder i samme sag, uafbrudt eller sammenlagt.
Stk. 2. Afgørelse om anvendelse af tvangsmidler imod vidnet træffes af den ret,
for hvilken vidnet er indkaldt til at møde. Afgørelsen, der træffes ved kendelse,
kan omgøres af retten. Kendelse, hvorved bøde eller erstatning er pålagt et fraværende
vidne, skal forkyndes for den pågældende. Begæring om omgørelse af en sådan afgørelse
skal fremsættes i det første retsmøde, i hvilket vidnet møder, eller, hvis vidnet
ikke senere møder, inden 14 dage efter, at afgørelsen er forkyndt for vidnet eller
kommet til hans kundskab.
Stk. 3. Tager politiet i medfør af stk. 1, nr. 5, et vidne i forvaring, og kan fremstilling
for retten til afgivelse af vidneforklaring ikke ske inden 24 timer efter pågribelsen,
giver politiet snarest muligt og senest inden samme frist retten meddelelse om,
at vidnet er taget i forvaring.
§ 179. Et vidne kan ikke undlade at møde for retten, fordi han mener sig berettiget
til at nægte at afgive forklaring i sagen.
§ 180. Vidnet skal om fornødent opfriske sin viden om sagen, inden han møder i retten,
f.eks. ved at efterse regnskabsbøger, breve eller optegnelser eller ved at bese
genstande, hvortil han uden omkostning eller besvær har adgang. Efterkommer vidnet
ikke denne pligt, finder reglerne i § 178 tilsvarende anvendelse.
§ 181. Inden vidnet afhøres, forvisser retten sig om vidnets identitet og om, at
intet er til hinder for vidneforklaringens afgivelse. Retten pålægger derefter alvorligt
vidnet at tale sandhed og gør vidnet bekendt med strafansvaret for afgivelse af
falsk forklaring.
§ 182. Hvert vidne afhøres for sig. Et vidne må ikke påhøre forklaringer af andre
vidner, syns- og skønsmænd eller parter, medmindre andet bestemmes af retten.
§ 183. Vidnet afhøres først af den part, som har begæret ham ført. Modparten har
derefter adgang til at afhøre vidnet, hvorpå parten kan rette de spørgsmål til vidnet,
som modafhøringen har givet anledning til. Retten kan tillade fremsættelse af yderligere
spørgsmål eller genoptagelse af afhøringen.
Stk. 2. Retten kan stille spørgsmål til vidnet. Retten kan overtage afhøringen,
såfremt parternes afhøring af vidnet sker på utilbørlig måde eller på en måde, som
strider mod bestemmelsen i § 184, stk. 1, eller omstændighederne i øvrigt gør det
påkrævet.
Stk. 3. Retten bestemmer, hvordan og ved hvem afhøring af børn under 15 år skal
ske. Den kan tilkalde en repræsentant for kommunalbestyrelsen eller en anden egnet
person til at yde bistand under afhøringen. Retten kan tillægge den pågældende godtgørelse
efter reglerne i § 188, stk. 1.
§ 184. Afhøringen skal ske på en sådan måde, at den er egnet til at fremkalde en
tydelig og sandfærdig forklaring.
Stk. 2. Vidnet skal så vidt muligt have adgang til at udtale sig i sammenhæng. Det
bør fremgå af forklaringen, om den støtter sig på vidnets egen iagttagelse.
Stk. 3. Retten afgør, om vidnet under afhøringen må benytte medbragte notater eller
andre hjælpemidler.
§ 185. Bevisførelse om et vidnes almindelige troværdighed må kun finde sted på den
måde og i den udstrækning, som retten bestemmer. Spørgsmål om, hvorvidt vidnet er
under tiltale eller har været straffet, stilles og besvares skriftligt. Kun retten
og parterne gøres bekendt med svaret.
Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1, 1. pkt., finder tilsvarende anvendelse med hensyn
til bevisførelse om den forurettedes tidligere seksuelle adfærd i sager vedrørende
overtrædelse af straffelovens §§ 216, 217 eller 218, stk. 2, samt §§ 224 eller 225,
jf. §§ 216, 217 eller 218, stk. 2. En sådan bevisførelse kan kun tillades, hvis
den kan antages at være af væsentlig betydning for sagen.
§ 186. Vidneforklaring under domsforhandling optegnes i retsbogen i det omfang,
retten bestemmer. Retten bør herved tage hensyn til ønsker fra parter eller vidner
og til, om optegnelsen kan antages at få betydning under fornyet prøvelse af sagen.
Stk. 2. I øvrigt optegnes hovedindholdet af vidneforklaringen. De vigtigste udtalelser
gengives så vidt muligt med vidnets egne ord.
§ 187. Tvistigheder under vidneførsel afgøres efter begæring ved kendelse.
§ 188. Justitsministeren fastsætter regler om godtgørelse til vidner og til personer,
der efter indkaldelse har afgivet forklaring til politiet. Den godtgørelse, et vidne
har krav på, eller, hvis den ikke kan beregnes nøjagtigt, et passende forskud herpå
skal tilbydes betalt samtidig med indkaldelsens forkyndelse.
§ 189. Såfremt hensynet til fremmede magter, til statens sikkerhed eller til opklaring
af alvorlige forbrydelser taler derfor, kan retten eller politiet pålægge en person,
der er afhørt som vidne, tavshedspligt med hensyn til hans viden om sagen.
Stk. 2. Pålægget bortfalder, når sagen er afsluttet. Pålægget kan forinden ophæves
af retten eller politiet. Politiets nægtelse af at ophæve et pålæg skal efter begæring
forelægges retten. Den pågældende skal gøres bekendt med adgangen hertil.
Stk. 3. Overtrædelse af pålægget straffes med bøde eller hæfte.
Med venlig hilsen
Jørgen U. Grønborg