Må jeg citere og sammenligne tekniske data fra forskellige produkter?

Kære brevkasse.

Jeg er ved at lave en hjemmeside med egne tekniske artikler om elektronik produktion. I den forbindelse vil jeg gerne vide følgende:

Er det lovligt at anvende udvalgte tekniske data over maskiner, fundet på fabrikantens eller salgsagenters hjemmeside (nogle (c) mærket), opsat i tabeller for sammenligning på egen reklame finansieret hjemmeside ?

Er det lovligt at anvende informationer i tabeller (delvis eller alle) fra tekniske standarder i egen artikel på internettet ?

Og hvis det er lovligt, hvor går grænsen ?

Svar:

Der er så vidt jeg ved intet til hinder for, at du laver en sammenligning mellem forskellige produkters officielle data på din egen hjemmeside. Hvis du særligt er opmærksom på, at sammenligningen er reel og ikke favoriserer et enkelt mærke (f.eks. ved at undlade at sammenligne de punkter, hvor et produkt er dårligere end de andre), kan jeg vanskeligt se grund til, at nogen skulle have noget juridisk at indvende imod det. 

Dette forudsætter dog, at der ikke er tale om en egentlig tabel, som er beskyttet af ophavsretsloven. Beskyttede tabeller er tabeller, hvor der er sammenstillet et større antal oplysninger, og hvor der er investeret en væsentlig sum penge og/eller kreativitet i at lave tabellen.

Såfremt du i en artikel på nettet eller andetsteds ønsker at citere fra sådanne egentlige tabeller, skal du overholde citatreglen i ophavsretsloven.

Denne stiller bl.a. krav om, at man ikke må citere flere/længere citater end det er nødvendigt for formålet.

Dette fortolkes i praksis således, at du ikke må citere hele værker/tabeller i din artikel, men kun dele heraf. Disse dele skal indgå i din artikel, hvor de kan illustrere den tekst, som du selv har udfærdiget. De tekniske data må ikke blot være spredt ud over artiklen - de skal have en vis sammenhæng med indholdet.

Det er ikke til at sige, hvor grænsen går helt præcist. Overholder du ovennævnte krav, vil der formentlig ikke være noget i vejen for, at 10-20% af din artikel bestod af citater.

Et alternativ kunne være, at du bad fabrikanten om tilladelse til at benytte oplysningerne - så er du utvivlsomt berettiget til at bruge dem i så stort et omfang, som du ønsker!

Med venlig hilsen

Ulrik Grønborg